Skolevalg og forældremyndighed
Kære Forældrerådgivning
Min ekskone og jeg blev skilt for 2 år siden, og vi har fælles forældremyndighed. Hun er bopælsforældre, og vores datter går i 4. klasse. Da vi blev skilt var vi enige om at hun ikke skulle skifte skole selvom vi begge flyttede lidt væk fra skolen efter skilsmissen. Nu har hun fundet sig en anden mand, som bor i en anden by. De vil flytte sammen, og hun har bestemt, at vores datter skal begynde i distriktskolen i den nye by. Hun påstår, at det kan hun bestemme, da hun er bopælsforældre. Er det rigtigt?
Venlig hilsen
P
Kære P
Tak for din mail.
Da I begge har forældremyndigheden, skal I være enige om, at jeres datter skal skifte skole, og I skal også være enige om skolevalget.
Bekendtgørelsen om Forældreansvarsloven § 3 siger, at når forældre har fælles forældremyndighed, kræver væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold enighed mellem forældrene.
De væsentlige beslutninger som forældrene efter § 3 stk. 1, 1. pkt., skal være enige om, er defineret som forhold, der må anses som så indgribende for barnet, at begge forældre skal være enige herom. Her tænkes navnlig på spørgsmålet om barnets flytning til udlandet, herunder udrejse til Grønland og Færøerne, barnets religion, valg af skoleretning, videreuddannelse m.v. og væsentlige lægelige indgreb.
Nedenstående skema belyser sondringen mellem de forskellige beslutningsbeføjelser:
Hvis I ikke kan blive enige om skolevalget, bør I kontakte familieretshuset, som kan hjælpe jer med at opnå enighed.
Jeg håber I finder en løsning ellers er du altid velkommen til at kontakte os.
Venlig hilsen
Forældrerådgivningen