Mit barn bliver mobbet i skolen

Mit barn bliver mobbet i skolen

Om skolens pligt til at gribe ind, hvis et barn bliver mobbet

Spørgsmål:

Hej

Jeg har en pige, der i perioder bliver mobbet af de andre fra klassen. Det er ikke konstant, men det er nok til, at hun ofte græder over at skulle i skole, og hun er også begyndt ikke at ville med til fødselsdage i klassen eller social arrangementer.

Mit spørgsmål er egentligt mest til, hvad skolen har pligt til at gøre. Har skolen pligt til at kontakte forældrene til den, der udøver mobningen? Hvis skolen har pligt til at tage kontakt til de andre forældre – er det så noget, der står i nogle love, regulativer, mm.? Jeg vil jo helst ikke ”skælde skolen ud”, hvis jeg ikke kan vise, at det rent faktisk er deres pligt at tage første kontakt.

Vi har at gøre med en skole, som direkte siger, at de ikke vil tage kontakt til de andre forældre, og det kan jeg ikke forstå, at de kan tillade sig. I min verden må den rigtige kommandovej være, at offerets forældre snakker med skolen, og at skolen så i første omgang tage kontakt til forældrene til den, der mobber. At jeg som forælder skal tage kontakt til de andre forældre kan jo gøre tingene værre, hvis jeg får sagt tingene lidt forkert. Det er jo mit barn, der er i klemme. Ikke at forældre ikke må snakke sammen ellers, men skal skolen ikke stå lidt som mediator og sikre, at et eventuelt møde mellem de involverede forældre foregår på en ordentlig og saglig måde – så det ikke bare bliver mudderkastning imellem forældrene også?

Håber I kan hjælpe. Med venlig hilsen,

M

 


 

Svar:

Kære M

Tak for din henvendelse. Jeg kan se af dit brev, at du føler dig frustreret over lærernes manglende lydhørhed i forhold til dit ønske om, at de skal tale med forældrene til de børn, der mobber din datter. Og nu vil du gerne have at oplyst, om der findes nogle love eller regler, der foreskriver, hvem der har pligt til og ansvaret for at løse de konflikter og den mobning, der finder sted.

Hvad angår det lovmæssige står der i folkeskolelovens formålsparagraf, at folkeskolens opgave skal løses ”i samarbejde med forældrene".  Det betyder blandt andet, at samarbejdet ikke kun handler om at give eleverne kundskaber og færdigheder, men også at give dem lyst til at lære mere og tillid til egne muligheder. Men hvis barnet ikke trives, påvirker det både læringen og selvværdsfølelsen, og derfor har skolen pligt til at finde ud af noget, i første omgang sammen med jer. Det fremgår ikke af din henvendelse, hvor gammel din datter er, og hvad mobningen mere konkret går ud på. Hvor længe det har stået på, om det sker i frikvartererne, i timerne, i SFO-tiden eller klubben, hvis hun er ældre.  Men du skriver, at hun ofte græder, når hun skal i skole, og det er naturligvis helt uacceptabelt, og det skal der gøres noget ved.

Jeg kan på baggrund af din beskrivelse ikke vurdere, om de andre forældre burde inddrages, men jeg ved, at det ikke er ualmindeligt at lærerne er tilbageholdende i forhold til at gå ind som aktiv part - eventuelt i rollen som mediator, som du foreslår. Det kan der være rigtig mange grunde til, og en af dem, jeg umiddelbart kan få øje på er, at hvis man på en ordentlig og forsvarlig måde skal kunne påtage sig rollen som den mæglende part, kræver det uddannelse inden for feltet. Ellers kan det gøre mere skade end gavn. For det kan være uhyre vanskeligt, ja nærmest umuligt at finde ud af konflikters sammenhæng. 

Lærerne vil altså ikke indkalde de andre forældre til et møde, men hvad har de ellers sagt til dig/jer? Hvad gør de ved den nuværende situation, og er de vidende om, at din datter græder om morgenen og ikke vil i skole? Der skal hurtigst muligt ske en ændring, men inden du beder om et nyt møde med lærerne og eventuelt også ledelsen med henblik på at finde frem til nogle konkrete løsningsforslag, vil jeg foreslå, at du læser om skolens værdier. Der er sikkert en henvisning på skolens hjemmeside. Det fremgår nemlig af lovgivningen, at skolebestyrelsen skal sørge for, at der udarbejdes et værdiregelsæt på skolen, herunder også en antimobbestrategi. Værdiregelsættet skal angive retninger for god adfærd og pejlemærker for god trivsel og gode relationer i skolen.

Du kan sammenligne de ting, der står i regelsættet, med den praksis du og dit barn har været udsat for og på den baggrund lægge op til en mere handlingsorienteret drøftelse med din datters lærere.  Du har også mulighed for at henvende dig til skolebestyrelsen og give udtryk for din frustration. Medlemmerne har ikke ret til at blande sig i lærernes undervisning m.v., men da de har udarbejdet værdiregelsættet samt principperne for skole-hjemsamarbejde, kan du pege på, at der er en uoverensstemmelse imellem ord og handling. 



Det er mere reglen end undtagelsen, at skole og hjem ser forskelligt på barnet. Men en god dialog kræver aktiv lytning og anerkendelse af det, som den anden part ser, og det gælder begge veje. Jeg håber, at ovennævnte overvejelser og forslag kan hjælpe lidt på vej, og at du i et konstruktivt samarbejde med skolen finder frem til nogle løsninger, så din datter kan blive glad igen.

Med venlig hilsen
Forældrerådgivningen

Senest opdateret den

23. februar 2021

af