Hvad gør jeg, hvis mit barn er uroligt i klassen?
Svar:
Der kan være mange grunde til at børn mistrives i skolen. Nogle lærere har den nødvendige faglige indsigt, der skal til for at stimulere børn, som er urolige i klassen. Andre har vanskeligere ved det. Der kan eksempelvis være klasser med mange elever med særlige behov og manglende ressourcer, hvilket komplicerer lærens opgave. Det kan dog også skyldes mangel på klasseledelse, hvilket kan være en kilde til utryghed for det enkelte barn.
Forældrerådgivningen oplever i disse år en tendens til, at mere og mere ansvar for barnets trivsel og udvikling bliver lagt over på forældrene. Det er dog først og fremmest skolens ansvar – i samarbejde med forældrene - at tage hånd om barnet i skoletiden og finde nogle løsninger, der kan hjælpe det i skolegangen.
Som forældre kan man aftale et møde med skolens ledelse og de lærere, der er mest ressourcestærke. Sørg for at italesætte den magtesløshed, du oplever som forældre i forhold til barnets adfærd på skolen, og spørg ind til hvilke tiltag man kunne forestille sig kunne hjælpe barnet til et bedre skoleliv. Her kan man som forælder også komme på banen med egne idéer og inputs.