Skal vi skifte skole igen?

Skal vi skifte skole igen?

Om skoleskift

Spørgsmål:

Jeg har en søn på 12 år og en datter på 15 år, som jeg har boet alene med i en del år. Begge børn gik i skole, der lå lige overfor vores hjem. For tre år siden mødte jeg en mand, og efter 1½ år flyttede vi sammen i en anden by. Min datter ville ikke skifte skole, hun er nu i gang med 9. klasse og ville gerne gøre den færdig på gamle skole, hvorefter hun starter gymnasium i den by, vi bor i nu. Jeg arbejder stadig i vores gamle by, så hun kan køre med mig ind hver dag. Det samme gjorde min søn, men med tiden blev han træt af, at der ikke var nogen kammerater der gad tage bussen med ham hjem og tilbage igen. Den tur tager ca. 1 time (½ time hvis det er X-bus).

Min mands yngste søn går i skole i en lille by, der ligger lidt udenfor den by, vi bor i nu. Grunden til at han går dér er, at han bor en uge hos mig og en uge hos sin far og startede oprindeligt på skolen i den lille by. Dén er han rigtig glad for, og fordi jeg ikke lige kendte andre skoler i selve den by, vi bor i, og fordi min søn og min mands søn har det rigtig godt sammen, besluttede jeg at flytte min søn til skolen i den lille by. Min mands søn går godt nok i 7. klasse, og min søn går så i 6. klasse. Jeg mente at have sat mig godt nok ind i transporttiden fra den lille by og ud til os, men det viser sig faktisk, at der er ca. 45-50 minutters transporttid i bus eller med tog, fordi han skal skifte undervejs.

Nu er problemet egentlig bare flyttet med, dvs. der er ikke mange af drengene i hans klasse, der gider køre ud til os, for de jo skal hjem igen, og billetten til bussen skal de jo også betale. Jeg har snakket med skolen om det til den første skole-hjemsamtale vi havde, efter min søn var startet (et par uger efter sommerferien 2010). Det var efter hans eget ønske, at der blev talt om kammerater og samvær, for han savner at have nogen at være sammen med, især i de uger hvor min mands søn er hos sin mor. Det blev aftalt, at min søn bliver i den lille by efter skole, så kan han være sammen med nogen dér og tage bussen hjem, når han vil dét. Det er afprøvet et par gange, men det er som om det ikke rigtigt slår igennem. Han er en meget social dreng, der elsker at være sammen med andre. I sin gamle by havde han nærmest en ven på hver finger, og det er hårdt at se ham være så meget alene.

Jeg går nu og overvejer, hvorvidt jeg skal flytte ham igen. Der ligger en skole ikke langt fra vores vej, faktisk kan han gå eller cykle derned på 5-10 minutter. Så kan man spørge, hvorfor jeg ikke fandt ud af dét inden vi flyttede hertil og inden jeg flyttede ham. Men alle jeg kendte i vores nye by havde ikke noget positivt at sige om nogen af byens skoler - selvom jeg egentlig tvivler på nu, at de overhovedet har kendskab til den skole, jeg nu går og lurer på. Jeg har været inde på skolens hjemmeside og kigge, der ligger bl.a. en tilfredsheds/trivselsundersøgelse foretaget blandt skolens elever, som så rigtig godt ud.

Min mand prøvede i går, da jeg ikke var hjemme, meget forsigtigt at spørge ind til, hvordan min søn befinder sig på nuværende skole. Om han er glad eller om savnet af kammerater i dagligdagen efter skolen er noget, han tænker meget over. Og det var jo noget han savnede en del. Min mand snakkede lidt om den skole, jeg kigger på (ikke forstået på den måde, at han fortalte, at vi voksne havde snakket indbyrdes om det) men bare sådan tilfældigt, at der ligger en skole i vores nærhed, og at den jo var en mulighed, hvis han gerne ville have både skole, kammerater og dét liv tættere på. Min søn sagde, at han jo ikke ville skuffe nogen (mig), men jeg vil jo bare have, at han er glad for, hvor han er. Det sagde min mand så også til ham, at det handler om, at HAN er et sted, han er glad for at være. Og at han ikke skuffer nogen overhovedet.

Nu sidder jeg så med lidt dårlighed, føler måske et sted, at jeg "solgte" ham den nuværende skole uden at have sat mig ordentlig ind i tingene. Jeg ville gøre alt for, at han har en dejlig hverdag, hvor han trives, og hvor han kan rende sammen med venner lige så meget det skal være. Men jeg ved ikke om endnu et skoleskift vil være godt. Man kan sige, at han stadig skal gå i skole resten af 6., 7., 8. og 9. klasse inden han er færdig, og det er mange år, hvis venskaberne aldrig rigtig udvikler sig.

Som kommentar til snakken i går sagde min søn, at det ikke skulle være lige nu, hvor jeg så igen tolker, at han er bange for at gøre mig ked af det, og det er jo ikke dét, det handler om. Han skal bare have det godt. Og det er jeg ikke sikker på, at han har.

Det skal siges, at min søn er meget social (som før nævnt), har let ved at snakke med folk, han snakker gerne og meget. Udadtil vil han gerne virke lidt sej, men inderst inde er han en utrolig følsom gut, der i visse situationer har let til tårer.

Så jeg går rundt og ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre. Mit vigtigste mål er bare, at min søn er glad, trives og har de venner, som han så gerne vil have. Hvad gør jeg?

Venligst
E


Svar:

Kære E

Allerførst har jeg lyst til at sige til dig, at du efter min mening hverken behøver at have skyldfølelses eller dårlig samvittighed over din søns skoleskift. Du har handlet, som du har gjort, fordi du mente, det ville være til hans bedste, og naturligvis kan du ikke på forhånd tænke alle mulige scenarier igennem. Når det er sagt, kan jeg selvfølgelig godt forstå, at du bliver ulykkelig over at se, at han ikke trives. Problemet er, at han savner nogle gode venner, som han også kan være sammen med i fritiden, men det tager tid at udvikle venskaber, og din søn kommer ind i en klasse, som har gået sammen i mange år, og hvor der allerede er etablerede grupper, som måske har nok i sig selv. Også selv om han ifølge lærerne er vellidt og klassekammeraterne er søde i mod ham.

I er flyttet til en anden by, fordi du for tre år siden mødte en ny mand, og det er på mange måder en rigtig god og positiv historie. To sammenbragte familier med tilsammen fire børn, der alle har det rigtig godt sammen.  Din datter på 15 går stadigvæk på sin gamle skole, mens din søn efter nogen tid gerne ville skifte, angiveligt fordi hans kammerater ikke gad tage bussen hjem til ham og tilbage igen, og derfor kom han til at savne nogle at dele fritiden med. Nu viser det sig uheldigvis, at ”aben” er flyttet med, forstået på den måde, at der også er lang transporttid til den nye skole, så problemet med kammeraterne er det samme. Din søn har fået det råd af skolen, at han skal blive i byen efter skoletid, men det er ikke blevet en succes. I valgte denne skole, fordi din mands yngste søn, der går i 7. klasse, også går der. På det tidspunkt var I ikke klar over transportgenerne.

Din søn er 12 år og går i 6. klasse og rent aldersmæssigt i starten af puberteten. Det er en vanskelig og sårbar alder at få ændret sine livsvilkår i. At have en eller flere kammerater, som man føler sig specielt knyttet til, har stor betydning for de fleste børn igennem hele livet, og i puberteten er det særlig vigtigt. Mange børn føler sig ensomme, og man er særlig følsom og nervøs for at være anderledes og skille sig ud fra andre. Ifølge din beskrivelse virker din søn umiddelbar åben og socialt indstillet, men han er også en meget følsom dreng, som stiller meget store krav til sig selv. Han bliver sur, hvis noget ikke lykkes for ham. Da I var til skole-hjemsamtale var et af målene i elevplanen også, at han skulle arbejde med sin perfektionisme. Det virker også som om, det er den, der gør sig gældende, når han ikke vil til kampsport, fordi han, efter eksempelvis en sygdomsperiode, ikke synes, at han er god nok. Jeg tror, at perfektionisme godt kan have noget med usikkerhed at gøre.

Du har været alene med dine to børn siden din datter var tre og din søn helt spæd.  Fra han var fire år har han imidlertid set sin far hver anden weekend, det samme har hans søster, der nu er 15 år. Hvordan besøgene hos faderen spænder af, omtaler du ikke. Dine to børn har et godt søskendeforhold og har haft stor glæde af hinanden igennem deres barndom. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det mon har betydet for forholdet mellem dig og din søn, at hans far rejste til en anden landsdel, da han var helt lille. Det har slået mig, at du flere gange skriver, at din søn ikke vil skuffe dig og ikke gøre dig ked af det, hvilket han også selv for nylig har givet udtryk for til din mand. Så det virker som om, at han er meget optaget af at indfri de forventninger, som han tror, du har. I går begge rundt med skyldfølelser, og det er ikke sundt for hverken børn eller voksne. Specielt ikke for børnene.

Som mor er dit højeste ønske, at han er glad og trives og har de venner, som han gerne vil have. Det er der ikke noget at sige til, men du må nok indstille dig på en periode, hvor det ikke forholder sig sådan og så tro på, at det med tiden nok skal ændre sig. Du kan ikke skaffe ham de kammerater, det må han selv gøre. Som jeg skrev indledningsvis, tager det tid at udvikle venskaber. Du overvejer, om det kunne være en ide at flytte ham til en skole, der ligger lige i nærheden, så han har både skole og fritid i samme by. Det kan godt være, at det vil være godt for ham, men det ønsker din søn ikke lige nu, og det behøver slet ikke at have noget med hensynet til dig at gøre, som du er inde på. Der kan være så mange årsager. Måske orker han bare ikke at skulle forholde sig til nye lærere og en ny kammeratskabsgruppe lige nu, men vil vente og se tiden an. Måske er han inderst inde nervøs for, at det samme vil ske på en ny skole.

Du spørger, hvad du skal gøre, og jeg kan godt se, at der er rigtig mange både kendte og ukendte faktorer at forholde sig til. Umiddelbart vil mit råd være at se tiden an og lade ham gå dette skoleår færdigt i den nuværende skole, specielt fordi det er hans eget ønske. Du kan forhøre dig hos klasselæreren om muligheden for at klassen, eventuelt sammen med skolens AKT-lærer (Adfærd, Kontakt, Trivsel), laver et undervisningsforløb med fokus på social træning og trivsel. Det vil alle elever i klassen kunne få glæde af, og det kan måske betyde, at de kommer til at kende din søn lidt bedre, så det bliver nemmere for ham at lave aftaler med dem i fritiden.

I mange kommuner tilbyder PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) desuden åben rådgivning et par gange om måneden. Rådgivningen er et tilbud til familier om en uforpligtende samtale om familiens problemer og bekymringer i forhold til deres børn. Rådgivningen er anonym, dvs. familien registreres ikke med navn, CPR-nummer og adresse. En samtale her kunne muligvis give dig lidt mere ro i sindet. Hvis du har tillid til din læge, kan en snak med vedkommende om din bekymring for din søn også medvirke til, at I på sigt finder en løsning til gavn for hele familien.

Med venlig hilsen,
Forældrerådgivningen

Senest opdateret den

27. marts 2015

af

mj

Læs også

10.09.10
Socialforvaltningen afviser frit skolevalg ved flytning pga. ADHD
Om afvisning af frit skolevalg
08.05.13
Ene forælder tøver med accept af skolevalg
Om skolevalg med delt forældremyndighed