Regler for befordret transport til specialskolen

Regler for befordret transport til specialskolen

Om kørsel til specialtilbud

Spørgsmål:

Hej

Jeg skriver på vegne af min mor som har et spørgsmål.  Min lillesøster skal i en specialklasse på en skole, der ligger næsten 1,8 km fra hvor vi bor. Hun er begyndt i børnehaveklasse. Hun har fået tilbudt skolevogn fra skole til fritidshjem men det er svært at få hende til at gå denne lange vej til skolen om morgenen. Jeg ville vide, om ikke hun var berettiget til at få skolevogn til skolen om morgenen også?

Hilsen
Z


Svar:

Hej Z

Tak for din mail.

Du spørger, om din lillesøster kan blive kørt til skole om morgenen. Hun har næsten 1,8 km til skole. Hun er begyndt i specialbørnehaveklasse, og hun bliver kørt fra skolen og til fritidshjemmet. Reglerne er:

  • at kommunen skal sørge for befordring fra hjem og til skole, når skolevejen er længere end 2½ km. Det gælder børn i børnehaveklasse og i 1.-3. klasse
  • at kommunen skal sørge for befordring mellem skole og fritidshjem, når der er længere end 2½ km
  • at ved kortere vej end 2½ km mellem hjem og skole, skal kommunen sørge for befordring, hvis vejen er trafikfarlig

Vejen til skolen er ikke 2½ km, så I kan ikke forlange, at din lillesøster bliver kørt. Men når hun bliver kørt i skolevogn fra skolen og til fritidshjemmet, må det betyde, at skolen mener, at vejen ikke er trafiksikker for en pige i børnehaveklasse. Det samme gælder sikkert også for hendes vej til skole om morgenen. I første omgang må I se, om der er nogen i jeres familie, der kan følge din lillesøster i skole om morgenen, så hun kommer sikkert frem og får lært vejen at kende. De fleste børn, der begynder i børnehaveklasse, bliver fulgt af deres far eller mor, mens skolen og fritidshjemmet laver en ordning, så børnene bliver fulgt fra skolen og til fritidshjemmet. Hvis der ikke er nogen i jeres familie, der kan følge hende til skole, skal I tale med inspektøren på din lillesøsters skole og høre, om hun kan komme med skolevogn om morgenen. I kan ikke kræve det, da vejen er kortere end 2½ km, men skolen må hjælpe jer med at få lavet en følgeordning om morgenen, så hun kommer sikkert frem til skolen.

Med venlig hilsen
Forældrerådgivningen

Senest opdateret den

30. marts 2015

af

mj

Læs også

11.02.14
Møde med skolen om faglige problemer
Om møde om faglige problemer
24.02.11
Atypisk autist i uholdbart specialtilbud
Om mangelfuld støtte til elev med autisme