Nægtet klasseskift trods slem mobning

Nægtet klasseskift trods slem mobning

Om klasseskift

Spørgsmål:

Hej

Vi befinder os i en magtesløs situation lige nu – meget hård situation for vores datter 7 år. Vi flyttede hertil fire måneder før hendes skolestart. Hun kom i en børnehave og havde det ikke godt der. Pigegruppen var svær at komme ind i. Især to piger var meget dominerende og direkte modbydelige overfor Sara. Hun blev udelukket fra fælleslege og blev mobbet af de to piger. Vi greb ind, da vores datter blev udsat for et ubehageligt overgreb. De to piger tog hendes nye fine vest og spyttede på den. Hun prøvede at få den igen, men de smed den op i et træ. Vi tog kontakt til pædagogerne og påpegede mobningen, men intet blev gjort. De tyssede det hele ned og sagde, det ville blive bedre i skolen. Desværre blev hun sat i samme klasse som de to piger.

Vi prøvede at få hende flyttet i a- eller b-klassen inden skolestart, så hun kunne starte op på ny med andre piger, hun ikke kendte, men det ville skoleinspektøren ikke høre tale om. Mobningen ville ikke fortsætte. Vi ankede afgørelsen til kommunen, som ikke gjorde noget, men gav skolen medhold i afgørelsen.

Mobningen fortsatte som vi havde forudset. En af de to piger står for dagligt at holde hende uden for fællesleg. Når alle pigerne leger sammen, er hun den eneste, der ikke må være med.

Ligeledes når hun spiser en æggemad, rykker pigen sig langt væk fra hende og driller med, at den stinker, at hendes mad er klam og så videre. I SFO’en har de valgt at sætte hende på samme stue som de to piger, så der har hun heller ikke fred fra dem, og det er værst i SFO’en.

Vores datter er en stærk pige, altid været glad og udadvendt og ingen problemer med sociale relationer. Her hvor vi bor, har hun mange venner, som hun leger med hver dag efter skole. De går i a- og b-klassen på skolen.

Nu har jeg igen taget kontakt til skoleinspektøren. De eneste tiltag, der tages, er at der holdes møde i pigegruppen i 1.c i SFO’en. Det er gjort før. Så er alle pigerne søde ved hinanden i en uge, og så bliver alt som før igen.

Jeg kan ikke holde ud at se min datter så ked af det hver dag. Skoleinspektøren påpeger, at det er vigtigt, at vores datter siger det til en voksen, når pigerne holder hende udenfor, hvilket Sara også altid gør. Det resulterer dog i, at de lyver for at slippe for en irettesættelse, så intet sker. Når den voksne så går, bliver hun drillet yderligere, fordi hun har sladret!

Hvad kan vi gøre? Vores datters skolegang skal ikke ødelægges. Hun er begyndt at bide negle nu og har humørsvingninger. Der skal intet til herhjemme, så græder hun.

Hvorfor skal det være så svært at få hende i en anden klasse? Jeg synes, der tages mere hensyn til mobberen end den mobbede.

Venlig hilsen
A


Svar:

Kære A

En skoledag, som den du beskriver, hvor jeres datter jævnligt bliver udsat for drillerier og chikane, er slet ikke acceptabel, og det er med god grund, at I er bekymrede og føler jer magtesløse. Den situation, som hun befinder sig i, er undergravende for hendes selvværdsfølelse, hvilket der allerede er begyndende tegn på: Hun bider negle og har humørsvingninger, som ofte resulterer i, at hun græder.  På sigt kan det også gå ud over hendes indlæringsevne. Hvis barnet skal bruge alt for meget energi på at være nervøs for, om hun er god nok, hvad der mon sker i frikvarteret eller i SFO, er der ikke overskud og lyst til at lære, men som jeg indledte med at sige, det værste er selvværdet.

Det er hovedsageligt den samme pige, der fører an i mobningen, en pige, som allerede forfulgte jeres datter i børnehaven, hvor pædagogerne - sådan kan jeg ikke lade være med at tolke dit brev - fralagde sig ansvaret ved at sige, ”at det ville blive bedre i skolen”. Det er det ikke blevet. Tværtimod! Nu går børnene i 1. klasse og uheldigvis i den samme. I har forsøgt at få hende flyttet til en af de to parallelklasser, men det er, ifølge Folkeskoleloven § 45, stk. 2, skolelederens suveræne ret at beslutte, om en elev skal skifte klasse eller ej, og klager kan desværre ikke behandles af kommunalbestyrelsen, hvilket I selv har erfaret.

Som du er inde på, kan det forekomme urimeligt og grotesk, at der øjensynligt tages mere hensyn til den, der mobber, end til den det går ud over. Jeg ved af erfaring, at det er meget sjældent, at et barn får lov til at skifte klasse på en skole. Skolelederen er nervøs for, at det skal skabe præcedens, så ønsker om klasseskift slet ikke bliver til at styre. Det mest almindelige er desværre, at barnet må skifte skole, hvis der ikke sker nogen ændringer, men en sådan udvej nævner du ikke i dit brev.

Du skriver, at mobningen er værst i SFO´en, og at henvendelser til skolelederen om jeres datters trivselsproblemer indtil nu er resulteret i møder i SFO-regi, dog uden nævneværdig succes. Nu har I igen henvendt jer til skolelederen, som svarer igen med endnu et møde i pigegruppen i 1.c, stadigvæk i SFO regi.  Det mener jeg ikke, at I skal acceptere, som det eneste løsningsforslag. Der må andre strategier og handlinger på banen. Det er de voksne på skolen, der har det overordnede ansvar for at jeres datter - ja for at alle elever - trives og kan gå i skole uden at være nervøse for at blive drillet eller mobbet. Ingen tvivl om den sag, selvom det selvfølgelig skal ske i tæt samarbejde med forældrene.

Det fremgår ikke af dit brev, hvordan trivslen generelt er i klassen ej heller, hvordan forældresamarbejdet er forløbet i 0. klasse, og om I har været i kontakt med forældrene til den pige, der specielt plager jeres datter? Hvis ikke vil jeg foreslå, at I taler med SFO-pædagogerne om at indkalde de involverede forældre til et møde, måske uden pigerne i første omgang. 

Forældre har et stort ansvar for at være gode rollemodeller for deres børn. Undersøgelser har vist, at de børn, som oplever at deres forældre taler nedsættende om andre, mobber mere end andre børn. Jeg skal ikke sige, om det er tilfældet her, men nævner det for at understrege forældrenes medansvar, hvis deres børn mobber.

Mobning kan være rigtig vanskelig at komme til livs, medmindre der gøres en radikal indsats fra skolens/SFO’ens side, og hvis mødet i SFO ikke fører til noget positivt, vil jeg foreslå, at I henvender jeg skriftligt til skolelederen og beder om et møde, hvor I, klasselæreren og en SFO-pædagog deltager, eventuelt også børnehaveklasselederen fra 0. klasse, da skoleåret er så nyt, at det må være et meget begrænset kendskab, som lærerne i 1.c har til eleverne. I skal understrege vigtigheden af at få mødet i stand snarest muligt, fordi jeres datter tydeligvis har det dårligt. På mødet kan I i ro og mag fremlægge jeres oplevelse af den manglende trivsel og mulige årsager, ligesom I får mulighed for at høre, hvordan lærere og pædagoger omkring børnene i 1.c oplever jeres barn og de andre børn ligeledes.

Det er ofte sådan, at skole og hjem ser og oplever barnet forskelligt, hvilket er helt naturligt. Skal kommunikationen imidlertid lykkes, er det vigtigt, at begge parter anerkender, hvad det er den anden ser.  Man kan godt være anerkendende uden at være enig. Og da I ikke er med jeres barn i skole, ved I heller ikke, hvordan hun agerer her.

De fleste skoler har en trivselspolitik, og siden 2009 skal alle skolebestyrelser udarbejde et værdiregelsæt for skolen. Det skal blandt andet indeholde pejlemærker for, hvordan man sikrer god trivsel og et godt undervisningsmiljø både fysisk og psykisk, herunder en overordnet antimobbestrategi.  I kan sikkert finde materialet på skolens hjemmeside. På mødet skulle I gerne nå frem til nogle handlinger, evt. med udgangspunkt i skolens antimobbeplan, der kan ændre på den nuværende situation. En idé kunne være, at lærerne iværksatte nogle undervisningsforløb med klassen, hvor eleverne får mulighed for at sætte fokus på trivsel og samvær. Det kunne eventuelt ske i et samarbejde med skolens AKT-lærer (Adfærd, kontakt, trivsel). Det ville i hvert fald være noget andet end pigemøderne i SFO’en, og hele klassen kunne profitere af sådanne forløb.

Hvis skolelederen stadigvæk ikke tager jeres datters trivsel alvorlig, kan I henvende jer til skolebestyrelsen og netop henvise til skolens antimobbeplan. Det er vigtigt, at der kommer fokus på, at der er et barn, som har det rigtig dårligt.

Det er også muligt, på eget initiativ, at kontakte PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), og mange kommuner tilbyder både e-mail-rådgivning samt åben rådgivning et par gange om måneden. Rådgivningen er et tilbud til familier om en uforpligtende samtale om familiens problemer og bekymringer i forhold til deres børn. Rådgivningen er anonym, dvs. familien registreres ikke med navn, CPR-nummer og adresse. PPR kan ikke blande sig i skolelederens dispositioner, men I vil måske kunne få øje på nye måder at tackle problemerne på.

Det er vigtigt, at I har tillid til den skole, som jeres barn skal gå på de næste mange år, og et positivt skole-hjemsamarbejde mellem skole og hjem er en vigtig forudsætning. Hvis ikke I føler jer hørt, bør I for jeres datters skyld overveje et skoleskift, selvom det kan forekomme urimeligt.

Jeg håber, at ovenstående overvejelser og råd kan bringe jer videre mod en positiv løsning på jeres datters trivsel og den dårlige skolestart.

Med venlig hilsen
Forældrerådgivningen

Senest opdateret den

7. april 2015

af

mj

Læs også

25.02.15
Har svært ved at være i klassen
Om støtte til utilpasset elev
25.04.12
Dialog om dårligt trivende elev i hårdknude
Om dialog om mistrivende elev