Min søn vil ikke i skole

Min søn vil ikke i skole

Om ikke at ville i skole

Spørgsmål:

Hej

Det er med stor interesse, at jeg har surfet rundt på jeres hjemmeside. Jeg står nu selv i en del problemer.

Kort fortalt så begyndte min mand for snart 15 år siden at være rejsemontør, så han var kun hjemme hver 14. dag. De sidste 10 år har han drukket mere eller mindre, når han så var hjemme, tit blev aftaler mellem far og søn ikke afholdt, fordi far var for fuld til at køre ud og fiske, spille fodbold osv. Derhjemme er bølgerne gået meget højt med store skænderier, når min mand havde drukket. Verbalt var det meget slemt, nærmest som psykisk terror. Jeg blev kaldt de værste ting i børnenes påhør. Jeg havde ikke kræfterne til at flytte, men det fik jeg så i november 2010, efter jeg havde ledt efter bolig i et helt år. Da datoen var en realitet, betroede min søn sig til sin ældre søster, at han var meget meget bekymret for deres far, når vi var flyttet, om han så ville blive ensom og drikke endnu mere og måske endda dø af det. Min søn fortæller aldrig, hvad han tænker og føler. Vi er flyttet 18 km væk fra vores tidligere hus.

I folkeskolen var min søn udsat for skiftende klasselærer, dette resulterede i en skidt opførelse overfor de nye. Der var også manglende faglige faste rammer, da der tit var vikarer til timerne. I 7. klasse skulle hans klasse splittes op i tre nye klasser på en ny skole pga. sparetider. Allerede der havde han det svært, både med de nye elever og lærerne. Han mistrivedes og havde dermed en del fravær. Da vi var klar over, at vi ville flytte til en anden by, flyttede min søn til den lokale skole og gik et år om pga. fraværet. Dvs. at han startede i 8. klasse omkring påsketid i 2010. Denne klasse var rigtig godt etableret med venskaber. Min søn brugte mange kræfter på at få en plads i klassen, men det var ikke ret nemt. Han fik et par venner, som han var sammen med i skoletiden. Jeg opmuntrede til at min søn inviterede dem fra klassen på besøg i vores nye bolig. Den første gang kom der nogle afbud, men en enkelt dukkede op. Næste gang havde mange sagt ja og vi indkøbte en del lækkerier, men lige inden kl. 20 kom det ene afbud efter det andet, igen var der kun én, der kom.

I januar kom min søn på uanmeldt besøg i sit barndomshjem, her finder han sin far skidefuld liggende i garagen og væltet på sin cykel. Heldigvis var min bror på 25 med, så han kunne tage ansvaret og sørgede for, at min søns far kom på sygehuset, hvor det blev konstateret at hånden havde fået et kompliceret brud. Nu skulle min søns far så have gips på i flere uger og var meget handicappet, da der var mange ting han ikke kunne lave selv. Nu ville min søn være hos sin far så meget som muligt, og det var helt fint med mig.

Allerede efter meget kort tid blev børnene præsenteret for en ny kæreste til deres far, jeg havde ellers sagt, at han skulle vente nogle måneder, da det var meget lige oven i hinanden. Det viser sig, at hun har stået i kulissen i flere år. Min søn vil gerne hjem, selvom hun er der.

Min søn havde svært ved at koncentrere i timerne og var ifølge klasselæreren urolig. For at afhjælpe denne uro satte læreren en skærm op bagved min søn. Da læreren skulle informere klassen hvad denne skærm var til, grinede klassen og læreren sagde ikke noget. Min søn var i skole en dag mere med denne skærm, men har siden nægtet at gå derover.

Jeg har snakket med skolen om vores skilsmisse og de negligerer det hele, og vi skal bare tage os sammen og komme videre - agtigt. Jeg snakker med kommunen, for min søn vil gerne på efterskole, men der er intet tilskud mere af få, så det kan jeg ikke betale til, heller ikke halvdelen. Problemet er også, at min søn absolut intet vil sige, hverken til mig eller nogen anden. Jeg ville så gerne have, at han snakkede med en og kom frem med alt det, som han tænker på.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, bliver hele tiden banket i hovedet med, at det er min pligt som forælder at få mit barn i skole og risikoen for at ungeydelsen bliver taget. Jeg føler mig meget alene, der er ingen, der kan forstå, hvad det handler om. Jeg har siden de små klasser bedt om at min søn kom til skolepsykolog, men intet er sket.

Mit højeste ønske er bare, at min søn trives der, hvor han skal gå i skole og få en glad dreng med tiden, trods det vi har været igennem.

Hilsen
T


Svar:

Kære T

Tak for din mail, hvor du fortæller om problemer med din søn i 8. klasse. Han er urolig i skolen, har gået en klasse om og vil nu slet ikke i skole. Du beretter også om, at han ikke har mange venner, og at du er fraflyttet din mand sammen med din søn, og at din søn gerne vil være hos ham, selvom han har fået en ny kæreste, og selv om han stadigvæk drikker meget. Selv har du svært ved at få tæt kontakt til din søn. Du får ikke megen støtte fra kommunen, og du vil gerne, at din søn igen bliver glad. Der er mange forhold, som betyder noget for din søn. Hertil kommer at han er i en alder, hvor kontakten til forældrene normalt bliver ændret, og hvor det hidtidige mønster for samvær ændres. Jeg kender ikke hele baggrunden for din søns reaktioner, men jeg kan forsøge at give dig nogle ideer til at bedre på forholdene, som jeg er helt enig med dig om helst skal forbedres så hurtigt som muligt!

Først og fremmest skal du - selv om det kan være svært - have afklaret forholdene om samkvem mellem din søn og dig og faderen. Det vil være en støtte for din søn, hvis I har helt faste aftaler, som I alle respekterer og accepterer. Din søn er så gammel, at han skal være medbestemmende, og du må nok acceptere, at han har mere behov for en kontakt til faderen end du måske synes om, og du skal undgå, at din søn skal vælge mellem jer, sådan at han får store loyalitetsproblemer. Han er jo knyttet til jer begge gennem mange år. - Du nævner også, at din søn har kontakt til en storesøster og til din bror. Jeg kender ikke jeres familiemæssige relationer, men det er vigtigt, at familien er involveret og bakker din søn op, sådan at han har nogle at snakke med om de problemer, der altid er i den alder. Selv om du måske synes, at det skal være dig som mor, han først og fremmest burde snakke med, er det ikke sikkert, at det er det bedste eller letteste for ham. Det afgørende er, at han har nogle personlige kontakter, og at han bevarer disse.

Skolegangen er problematisk, og det er et stort problem, at han ikke møder, som han skal. Du skriver ikke, hvad han gør, når han ikke er i skole. Men det er nødvendigt, at der kommer en ordning, fordi det bliver vanskeligere dag for dag at vende tilbage. Jeg synes, du skal forklare skolen - og også din sagsbehandler, hvis du har en sådan - at du ikke er i stand til at få din søn afsted, selv om du gerne ville. Det lyder som om du allerede har forsøgt en drøftelse, men er blevet afvist. Det skal du ikke lade dig skræmme af. Du skal gå til skolelederen og bede om hjælp. Der findes forskellige ordninger, hvor skolen bistår forældrene i en sådan situation, og det kan være, der er hjælp at hente. Det nytter i hvert fald ikke at give op, blot fordi læreren ikke har ramt det rigtige ved at afskærme din søn. Du kan også rette henvendelse til PPR/den ledende skolepsykolog og bede om en samtale om din søn. Du behøver ikke her at afvente skolen, men kan henvende dig direkte.

Jeg kan forstå, at du gerne vil have en ny skole til din søn, og det kan være en god ide. Men du skal tage med i betragtning, at han har gået en klasse om, og at han ikke er faldet godt til i sin nye klasse. Derfor skal en ny skole helst være noget, som han kan klare og gerne vil selv. Han er så gammel, at han faktisk allerede denne sommer er ude over den undervisningspligtige alder. Derfor skal I have talt med Ungdommens Uddannelsesvejledning, sådan at I sammen kan vurdere, hvad der er det bedste for det videre forløb. Det kan jo være, at din søn er kørt så fast i skolegangen, at det var bedre at finde en alternativ løsning, hvor han får et mere skræddersyet program, hvor skolegangen kombineres med praktisk uddannelse, eller hvor han på anden vis kommer i gang med forberedelserne til en ungdomsuddannelse. Det er med andre ord ikke nogen god ide at skifte skole, hvis der ikke er en klar plan hermed, hvor din søns interesser og ønsker tilgodeses. Jeg tror, det vil være bedre at se på disse muligheder end at tænke på en efterskole, der alligevel ikke vil give nogen afklaring, og som tilmed er økonomisk meget vanskelig. Du skal direkte rette henvendelse til kommunens Ungdommens Uddannelsesvejledning og bede om en samtale, men inden skal du prøve at drøfte med din søn, hvilke interesser han har i forbindelse med et ungdomsuddannelsesforløb eller tiden efter skolegangen. Det er klart, at det ville være en fordel at tage folkeskolens afgangsprøver, men det kan jo være umuligt, hvis han ikke følger undervisningen. Heldigvis kan disse prøver tages senere, enten i 10. klasse, den kommunale ungdomsskole eller senere på VUC som enkeltfag.

Jeg tror, at det er uoverskuelige forhold både i forbindelse med din søns daglige samkvem med jer som forældre og en meget usikker skolesituation, der bevirker, at du har svært ved at få en åben kontakt med ham. Hvis I kan få afklaret disse forhold, vil det blive lettere at komme i en mere åben snak. Lige nu er der så mange forhold, der trykker, at det er vanskeligt at se bort herfra. Og du kan være helt sikker på, at det, der er vanskeligt for dig, er helt uoverskueligt og kaosagtigt for din søn. Derfor kan jeg kun opfordre dig så hurtigt som muligt at søge hjælp hos enten skolen og sagsbehandleren, hos PPR og UU eller måske hos familien. Din oplevelse af at være alene kan kun afhjælpes ved at tage fat i de parter, som kan hjælpe, selvom det indebærer, at du erkender, at du ikke selv kan finde en løsning. Jeg håber og tror, at du vil finde lydhørhed og vilje til at hjælpe din søn i en vanskelig situation. Måske er løsningerne ikke, som du ønsker. Men det væsentlige er også, at der er nogen, der tager aktivt fat i de problemer, som din søn tilsyneladende er i.

Jeg håber det lykkes for jer.

Venlig hilsen
Forældrerådgivningen

Senest opdateret den

11. marts 2015

af

mj

Læs også

26.10.10
Separationsangst
Om angst for separation
27.03.15
Ikke en del af klassens drengegruppe
Om at føle sig udenfor