Min søn græder inden skole

Min søn græder inden skole

Spørgsmål:

Hej

Jeg har en søn på 6½, som går i 0. klasse. Han er kommet i en klasse, hvor der er 24 elever, hvoraf specielt to af drengene fylder rigtig meget. For ca. 3 mdr. siden begyndte han hver morgen at klage over ondt i maven og begyndte at græde, når vi snakkede om, at vi skulle være færdige og afsted. Dels syntes han, at nogle af de andre drenge var meget voldsomme, dels var der nogle drenge fra 3. klasse, som var efter ham i frikvartererne, hvilket hans to større søskende på 11 og 15 år kunne bekræfte. Og når vi sagde, at han skulle henvende sig til gårdvagten, fik vi at vide, at der gik 10-15 minutter af et 20 minutters frikvarter, før der overhovedet kom en, og at de, når de så kom, bare fejede ham af med et ”så gå et andet sted hen og leg” eller ”det er nok gået over nu”.

Jeg henvendte mig til klasselæreren og fremlagde problemet, og hun skød den tilbage på min søn og sagde, at han jo ikke var lige så kvik som sin storebror, som hun også har haft, og at det nok mere var ham, der ikke var hårdfør nok, og at han i øvrigt også haltede lidt bagefter de andre rent fagligt og havde svært ved bevare koncentrationen. Jeg blev temmelig overrasket over denne melding, da vi ikke har hørt noget om det tidligere, og vi anser bestemt vores søn som en velfungerende dreng, som kan det samme som hans kammerater, og som også fungerer godt socialt. Han er ikke typen, der græder, når han falder og plejer ellers nok at have svar på tiltale, hvis nogen er efter ham. Både hans far og jeg (vi er skilt men samarbejder fint og har fast samværsaftale, som fungerer) har efterfølgende deltaget i undervisninger i klassen og har observeret, at vores søn sidder pænt stille og hører efter og fagligt prøver at følge med, selvom han nok ikke er blandt de mest kvikke i klassen. De dage, vi har været i klassen, har læreren brugt enorme ressourcer på at rette på en enkelt af de andre drenge (vi snakker 20 irettesættelser i løbet af en skoletime, hvor drengen også blev smidt ud men bare kom ind igen, når det passede ham), og til trods for de mange forstyrrelser bevarede vores søn sammen med de fleste af de andre børn koncentrationen, selvom man godt kunne se, at det trættede dem. Jeg har snakket med nogle andre mødre, som også har været på besøg i klassen og vores skolefritidsordning, samt en vikar, han har haft, og de siger det samme, som vi observerede, nemlig at vores søn fungerer fint og følger fint med.

Nu har der så været ro i en 3 ugers tid, hvor han ikke har været ked af det om morgenen, men nu er den gal igen og han græd i en hel time. Jeg har igen fremlagt problemet for klasselæreren, som sagde, at han bare ville have min opmærksomhed og at hun slet ikke kunne genkende, at han skulle have noget at være ked af, da alt gik fint dernede. Hvis det var alvorlige problemer, ville gårdvagterne jo tage sig af dem, og hun ville høre om det, og nu måtte jeg altså lade være med at blæse problemet op. Jeg fastholdt, at min søn ikke spiller på at få opmærksomhed, for den får han meget af, og at jeg mener, at kende ham godt nok til at vide, at han altså har et problem - specielt i frikvartererne hvor han er overladt lidt til sig selv i en skolegård med mange store børn. Jeg foreslog en løsning, hvor hun måske kunne hjælpe med at skaffe ham en legemakker, men hun afviste mig purre og sagde, at jeg gør det hele til noget, det ikke er. Nej hun mente mere, at det måske var privat, da vi jo lige er flyttet (hvilket han er meget glad for).

I frustration har jeg nu henvendt mig til skoleledelsen for at få hjælp, for jeg står stadig med en dreng, som har et problem - og hvordan skal jeg kigge ham i øjnene og sige, at han skal gå til en voksen, hvis han har problemer, når de voksne ikke engang vil lytte til mig? Og det er altså ikke fordi, jeg er en evig kværulant - det er første gang i de 10 år, jeg har børn på skolen, at jeg henvender mig på denne måde. Hvad kan jeg gøre for at hjælpe min søn, for et eller andet skal der altså ske. Skolelederen vil vende tilbage til mig - forhåbentligt med et konstruktivt løsningsforslag, men jeg tør næsten ikke håbe, og jeg mangler redskaber til, hvordan jeg på en god og kærlig måde får gjort hans hverdag lettere, så vi undgår morgengråd.

Venlig hilsen
M


Svar:

Kære M

Noget, der kan gøre forældre meget bekymrede og ulykkelige er, hvis deres børn ikke trives, og det gør din søn ikke for øjeblikket. Faktisk har han, bortset fra en enkelt pause på et par uger, været meget ked af det hver morgen igennem flere måneder. Det er naturligvis ikke holdbart i længden, og du har da også gjort utrolig meget allerede for at komme i dialog med skolen, specielt din søns klasselærer.

Den situation, som du beskriver, med 24 elever i klassen og en urolig drengegruppe, er desværre mere reglen end undtagelsen, men der er forskel på, hvordan problemerne bliver taklet rent pædagogisk. Man taler om, at børnene skal være skoleparate, men skolen skal også være børneparat, det vil sige parat til at møde børnene med de forskellige forudsætninger og behov, de kommer med. Men det er nemmere sagt end gjort, og indførelsen af ”Fælles Mål” samt en række andre direktiver i 0. klasse kan være medvirkende årsager til, at nogle lærere/børnehaveklasseledere føler sig pressede til at være mindre rummelige og mindre legende end tidligere.

Hvis der er mulighed for det, lader det til, at både elever og lærer/børnehaveklasseleder i din søns klasse kunne have glæde af en AKTlærer/OBSlærer, der følger klassen i en periode og blandt andet ser på relationer mellem børn og voksne i en undervisningssituation.

Din beskrivelse af samtalerne med klasselæreren viser tydeligt manglende forståelse for jeres måde at opfatte jeres søns problemer på. Tværtimod bliver forskellige ting omkring hans faglige standpunkt og koncentrationsevne pludselig inddraget. Oplysninger, som du ikke har været gjort bekendt med før og derfor kommer som en stor overraskelse. Det er efter min mening ikke i orden, at informationer omkring barnet bliver ”serveret” på den måde og slet ikke som en sammenligning mellem din søn og hans søskende eller mellem ham og de andre børn i klassen. Din skilsmisse bliver også inddraget og tolket som en mulig årsag til, at han er ked af det.

Det er ofte sådan, at skole og hjem ser og oplever barnet forskelligt, hvilket er helt naturligt. Skal kommunikationen imidlertid lykkes, er det vigtigt, at begge parter anerkender, hvad det er den anden ser. Man kan godt være anerkendende uden at være enig.

Men der skal ikke herske tvivl om, at det er de voksne i skolen, der har ansvaret for børnenes trivsel, mens de er i der. Det ansvar kan man ikke lægge over på et barn. Du er selv kommet med forskellige forslag i forbindelse med de problemer, der er i frikvarteret, uden at de har vundet gehør. Nu har du så henvendt dig til skolelederen, og mens du venter, efterlyser du redskaber til at hjælpe din søn, så han undgår at være ked af det om morgenen. Jeg ser umiddelbart to muligheder, som ikke koster penge: At du henvender dig til PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) og hører, om det er muligt at få en samtale med en af psykologerne der, eller du kan tale med din egen læge, måske har han/hun din nogle ideer til, hvad du kan gøre.

Kunsten er efter min mening at tage din søn alvorligt uden at ”bære ved til bålet”. Det er eksempelvis vigtigt ikke at tale negativt om klasselæreren, mens barnet hører på det. I det hele taget undgå at tale alt for meget skole og problemer, mens han er til stede. Det kan virke selvforstærkende.

Du er velkommen til at kontakte mig igen, når du har hørt fra skoleledelsen, men lad os håbe at resultatet af din henvendelse bliver konstruktive tiltag, der gør, at din søn kan blive glad for at gå i skole igen.

Med venlig hilsen
Forældrerådgivningen

Senest opdateret den

9. februar 2015

af