Legegrupper

Legegrupper

Om aftalte legegrupper

Spørgsmål:

Hej

Vores datter er lige startet i børnehaveklasse, og i den forbindelse har skolen pålagt os at deltage i tvungne legeaftaler en gang om måneden. Det skal foregå sådan, at man tre gange på et skoleår har tre børn med hjem, udover ens eget barn. Man skal hente dem i SFO og have dem hos sig til aftensmad og afhentning kl. 18.30. Skolen deltager ikke på nogen måde i disse aftaler, men har lavet en plan man skal følge. Vi fik at vide til det første forældremøde, at man ikke kunne vælge ordningen fra. Børnehaveklasselederen sagde, at hvis man havde meldt sit barn ind i denne skole, havde man også meldt barnet til disse legeaftaler. Men vi er ikke blevet orienteret om noget inden vi meldte vores datter ind i skolen.

Mine spørgsmål går på om skolen må tvinge os til disse aftaler? Kan vi kræve børneattester fra alle forældre? Og hvem står med ansvaret, hvis der skulle ske noget uforudset ved en af legeaftalerne?
Vi er meget bekymrede over at skulle sende vores datter ud til mennesker, vi ikke kender, så vi er meget kede af denne tvungne ordning, som vi føler er blevet trukket ned over hovedet på os. Samtidig bor vi langt fra skolen og har i alt tre børn i huset i forvejen, så det er en meget stor udfordring for os at have tre børn mere med hjem udover vores egne.

Kan I hjælpe mig med at få styr på paragrafferne i denne sag?

Med venlig hilsen
P


Svar:

Hej P

Hvis dit barn er startet på en folkeskole, er der ikke nogen lovgivning, der dækker dette område. Skolen kan altså ikke kræve, at I indgår i sådan en aftale. Men skolebestyrelsen kan have lavet nogle principper for, hvordan man lærer alle børn at lege med alle og i den forbindelse anbefale, at I laver legeaftaler. Hvis det er en privatskole, kan skolen godt skrive det i sit værdigrundlag og kræve det af jer - så har I jo selv valgt det. Men så skal I jo vide det ved indskrivningen. I kan ikke forlange børneattester, fordi jeres børn skal hjem og lege hos andre børn.

Dit sidste spørgsmål kan jeg ikke give et entydigt svar på. De voksne er selvfølgelig ansvarlige, men dit barn er jo også selv ansvarlig for sine handlinger. Hvis din datter pludselig stikker af fra det andet hjem og bliver kørt over på hjemvejen, kan du ikke drage værtsfamilien til ansvar. Bortset fra at jeg ikke bryder mig om tvang, synes jeg, at det er en god ide, at børn leger med hinanden uden for skoletiden. Jeg håber I finder en løsning på problemet i dialog med skolen.

Venlig hilsen
Forældrerådgivningen

Senest opdateret den

11. marts 2015

af

mj

Læs også

25.02.15
Anstrengt forhold mellem lærer og elev
Om relation mellem lærer og elev
23.02.15
Hjælp til dreng med ordblindhed og sociale vanskeligheder
Om støtte til ordblind og socialt udfordret elev