Hjælp til min datter med dyspraksi

Hjælp til min datter med dyspraksi

Om støtte til elev med dyspraksi

Spørgsmål:

Jeg håber virkelig, at I kan give mig et godt råd vedr. min datters skolegang, da jeg er stærkt bekymret for, at skolen vil gøre virkelighed af deres trussel om, at hun ikke kan blive på skolen, men bør henvises til et specialtilbud (hun går på en lille privatskole).

Først lidt historik:

Min datter på snart 10 år fik diagnosen dyspraksi med udgangspunkt i nedsat sanseintegration for 1½ år siden. Det vil sige, at min datter har vanskeligt ved at bearbejde de sanseindtryk, hun får, og derved har svært ved at planlægge og udføre handlinger (Dysfunktion af praktiske handlinger). 

Min datter havde meget vanskeligt ved at lære at læse, men ved en intensiv indsats lykkedes det for hende at knække læsekoden i slutningen af 1. klasse. I dag læser, skriver og staver hun rigtig flot.

Med hensyn til de øvrige fag er min vurdering ligeledes, at min datter klarer sig udmærket. Det, der kan være vanskeligt for hende, er, at hun kan blive blokeret, hvis hun ikke selv oplever at være perfekt til opgaven. Men hun kan sagtens løse opgaverne, hvis man støtter hende lidt (ikke så meget i forhold til selve det faglige, men i forhold til at blive ved opgaven og tro på sig selv).

Beskrivelse af min datters sociale kompetencer:

Min datter er en utrolig glad, positiv, kærlig og omsorgsfuld pige med mange venner. Desværre kan hun samtidig have vanskeligt ved at gebærde sig i social kontekst – dels pga. motoriske vanskeligheder og dels pga. lav frustrationstærskel (børn med dyspraksi får ofte lavt selvværd og lav frustrationstærskel pga. de mange nederlag, de oplever). Disse problemer ses primært i skoleregi.

Det kan være rene og skære uheld, der er årsag til konflikten. Eks. at hun ikke har styr på, hvor mange kræfter hun bruger, når de leger et-tag-fat, og i stedet for et let puf, når hun siger "taget" til sine kammerater, får de et ordentligt fur. 
Det kan også være pga. frustration, der opstår en konflikt. Eks. når de andre børn bliver småirriterede over, at hun har trådt dem over tæerne 20 gange i løbet af den sidste time. Herved bliver hun jo frustreret (fordi hun ikke gør det med vilje), hvilket til tider resulterer i vrede fra hendes side og uhensigtsmæssige handlemønstre. Generelt tenderer hun til at være hypersocial. Det er ekstremt vigtigt for hende at være en del af fællesskabet - når hun er sammen med andre børn. Endvidere tenderer hun til at bryde de andre børns private sfære ved at stå ekstremt tæt på dem eller kramme dem meget hårdt. Hvis hun føler sig afvist, bliver det hypersociale forstærket med det til følge, at de andre børn virkelig afviser hende. Det er for meget for dem. Og så er den onde cirkel i gang.

Heldigvis har min datter gåpåmod, tilgiver hurtigt, og er (når hun føler sig mødt og forstået) ekstremt glad, kærlig, omsorgsfuld, empatisk og meget social og vellidt. Derfor leger hun blot med de samme igen, når konflikten er overstået.

Beskrivelse af hvilke tiltag, der har været omkring min datter:

Siden min datter fik diagnosen, har hun modtaget fysioterapeutisk behandling i kommunalt regi. Derudover har jeg arrangeret rådgivning af skole og SFO – dels ved den ergoterapeut, der var med til at diagnosticere min datter samt den fysioterapeut, der behandlede min datter. Til disse møder har skolen udtalt, at det gik bedre med min datter, når de udviste rummelighed overfor hende.

Endvidere har min datter haft en støtteperson på skolen. Støttepersonen har været placeret ved siden af min datter i timerne og hjulpet hende med det faglige og ”trykket” hende på skuldre og ben, som anbefalet af fysioterapeuten.

PPR har været involveret i og med, at der kom en psykolog til en times møde på skolen med mig selv samt repræsentanter fra skole og SFO. På dette møde drøftede vi bl.a., hvorvidt min datter ligeledes skulle undersøges for ADHD, hvilket psykologen ikke anbefalede. 

Umiddelbart efter min datter fik sin diagnose, udarbejdede jeg et udkast til en handleplan til indsatsen omkring min datter, som jeg gav til skolen samt SFO. Heri gav jeg en anbefaling af, hvordan tilgangen til orienteringen af min datters kammerater skulle gribes an. Endvidere beskrev jeg min datters styrker og ressourcer samt de punkter, hvor min datter har behov for støtte.
Dels for at synliggøre evt. tiltag samt styrker og svagheder og dels for at have et fælles udgangspunkt i forhold til, hvordan vi støtter hende bedst muligt. Dette udkast er der dog aldrig fulgt op på fra skolens eller PPR’s side. Der har været en del fejlkommunikation og misforståelser imellem skolen og jeg. 

Beskrivelse af den aktuelle problematik:

Til en ordinær forældrekonsultation, blev jeg – uden forudgående advisering – meddelt, ”at de ikke længere kunne udvise rummelighed overfor min datter, og at der må findes andre tilbud til et barn som min datter”. Skolen nævnte også, at min datter nu skulle udredes for ADHD. Hertil svarede jeg nej, idet jeg refererede til den anbefaling som psykologen fra PPR gav i sin tid. Jeg kunne mærke, at klasselæreren blev meget vred på mig, da jeg sagde nej og hun sagde, at ”Hvis ikke hun blev udredt for ADHD kunne hun ikke gå på skolen mere”. Denne udtalelse oplevede jeg klart som en trussel. Ved at spørge lidt ind til ”sagen”, blev jeg orienteret om følgende: At min datter får alt for meget støtte (12 timer i stedet for de 8, der maksimalt kan gives), at der er for mange sociale konflikter, hvor de andre forældre ofte kontakter skolen i forbindelse med konflikter mellem min datter og de andre børn. For mig var det fra den ene yderlighed til den anden, idet meddelelsen fra skolens side ved tidligere møder (ved ergoterapeut, fysioterapeut samt psykolog fra PPR) har været, at det gik meget bedre med min datter, når de udviste rummelighed overfor hende.

Endvidere blev ”udredningen for ADHD” efterfølgende konkretiseret ved, at jeg spurgte ind til sagen. I denne forbindelse blev jeg orienteret om, at de havde kontaktet en anden psykolog fra PPR, som havde revurderet sagen. Jeg forsøgte at forklare dem, at det var en helt anden sag, når der havde været foretaget en revurdering, samt at jeg har behov for opdaterede informationer for at kunne tale indenfor samme referenceramme, som de gør. Alt i alt gik jeg derfra med en massiv følelse af frustration. At høre, at de lige frem vurderer, at min datter ikke kan modtage normal skolegang var rent ud sagt forfærdeligt. Min datter er utrolig glad for sin skole og sine kammerater. Det ville være et kæmpe nederlag for hende at få at vide, at hun ikke kan gå på hendes skole og i særdeleshed, hvis hun fik at vide, at hun skal gå på en skole for specielle børn. Min store frygt er, at det vil ødelægge hende fuldstændig. Min vurdering er, at det ikke vil gavne hende på nogen måde.

Efter denne meddelelse kunne jeg ikke blot sidde med hænderne i skødet og kontaktede derfor forskellige personer. Dels kontaktede jeg den fysioterapeut, der har behandlet min datter. Hun rådede mig til at kontakte PPR og bede om en ”hurtig udrykning” fra deres side. Jeg ringede derfor til den psykolog, der nu er tilknyttet min datters skole. Jeg oplevede ved denne telefonsamtale en lettere afvisning og manglende forståelse for, at jeg som forælder tog direkte kontakt til PPR. Jeg blev meddelt, at de ganske enkelt ikke kan gøre noget, førend der kommer henvendelse fra skolen. At forældre ikke er tilladt at rette direkte kontakt til PPR er ganske uforståeligt for mig?

Jeg kontaktede ligeledes den SFO, der er tilknyttet skolen. De støttede mig 100% og stillede sig ganske uforstående overfor, at skolen ikke kan rumme min datter. Endvidere fik jeg her bekræftet, at de altid har betragtet mig om en god samarbejdspartner. Det var rart.

Slutteligt kontaktede jeg skolelederen. Jeg blev dog her afvist og blev nærmest ”skældt ud”, fordi jeg havde ringet til både PPR og skolens SFO, og at min rundringning måtte høre op. Skolelederen meddelte mig, at de havde holdt møde med psykologen fra PPR den samme dag, og at jeg ville blive indkaldt til et møde på skolen. Om eftermiddagen blev jeg endvidere kontaktet af psykologen fra PPR, der også orienterede mig om det forestående møde. Jeg kunne høre på de ting, hun sagde, at skolen har udtalt sig om min samarbejdsvilje. Alt i alt føler jeg, at de forskellige parter i ”systemet” står sammen som ærtehalm, og at der er lukket land for mig.

Set i bakspejlet har mine tiltag måske været uovervejede og af lettere hektisk karakter, men jeg handlede mere eller mindre i panik og i et forsøg på at blive lukket ind på den bane, hvor de spiller bold med min datters liv, og hvor de kontinuerligt giver mig det røde kort, når jeg forsøger at komme på banen. Jeg vil jo bare gerne betragtes som en samarbejdspartner og en ressourceperson. For mig er det vigtigt med en dialog med det formål, at den bedste indsats bliver iværksat for min datter.

Det skal endvidere siges, at jeg i privat regi har kontaktet en psykolog med speciale i kognitiv terapi og børn og som har kendskab til dyspraksi. Her modtager min datter nu kognitiv træning i at ændre sine handlemønstre, når hun bliver frustreret.

Jeg skal til møde på min datters skole, hvor rektor, klasselæreren, matematiklæreren, en læsevejleder samt en psykolog fra PPR kommer. Dagsordenen lyder, at vi skal drøfte, hvordan skolen og hjemmet bedst muligt kan sikre, at min datter får en god skolegang. Og det er jo vældig positivt. Jeg er dog meget bekymret for det videre forløb (og en evt. skjult dagsorden). Jeg er alvorligt bekymret for, at fejltolkningen af min samarbejdsvilje vil lægge min datter til last.

Mine spørgsmål til jer:

• Kan skolen (en privatskole) smide min datter ud? I så fald: Eksisterer der klagemuligheder?
• Kan PPR – uden mit samtykke - henvise hende til et specialtilbud? I så fald: Eksisterer der klagemuligheder? (Min vurdering er, at det vil være til gavn for min datter at blive i et alment skoletilbud samt at det med de rette støtteinstanser vil være muligt – også i forhold til hensynet til de øvrige børn, som naturligvis også er vigtigt)
• Generelt: Hvilke argumenter kan jeg bruge for at støtten flyttes hen til min datter frem for, at min datter flyttes hen til støtten?
• Jeg har læst om Specialreformen (vi bor i KBH Kommune), hvor der arbejdes for bedre inklusion af udsatte børn og unge i KBH Kommune. (Arbejdet med inklusion i specialreformen sætter fokus på muligheden for, at udsatte børn og unge kan forblive i de almene skole- og institutionstilbud, så længe det er til gavn for dem selv – og det er min vurdering, at det vil være til gavn for min datter). Ved I, hvilke muligheder der er for støtte herigennem? 
• Er der andre tilbud, I har kendskab til, som jeg kan benytte mig af? 
• Er det korrekt, at der ikke kan ydes mere støtte end 8 timer?

Jeg beklager den lange mail, men jeg oplever det som om, at jeg kæmper for min datters liv. Jeg håber meget, at I kan give mig nogle gode råd. På forhånd tak

Mvh
S

 


 

Svar:

Kære S

Du har skrevet en meget udtømmende beskrivelse af din datters aktuelle skolesituation og slutter med en række spørgsmål som jeg vil vende tilbage til. Først har jeg et par kommentarer til din beretning.

Din datters vanskeligheder er velkendte hos børn med sanseintegrationsproblemer, men som man er inde på, ses nogle af de samme vanskeligheder også hos børn med ADHD. Du nævner dog ikke noget om opmærksomhedsproblemer som er en del af ADHD-problematikken. Under alle omstændigheder er ADHD en diagnose som stilles af børnepsykiater (+ eventuelt psykolog og ergoterapeut).
De kommende år vil både fagligt og socialt stille større krav til din datter end hidtil. Hvis en udredning for ADHD kan være med til, at skolen får større forståelse for hendes vanskeligheder, var den måske værd at overveje, men tal med din læge om det. Hverken skolepsykologen eller lærerne er fagligt kompetente til stille en ADHD-diagnose.

Nu har du valgt en privatskole til din datter, og der gælder de fleste af folkeskolelovens regler ikke. Men du har helt sikkert ret til at kontakte PPR direkte ligesom forældre til børn i folkeskolen (Bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, § 3 stk. 3).
Det bliver for langt at komme ind på detaljerne her, men en række af folkeskolens bestemmelser, ikke mindst på specialundervisningsområdet, gælder også for private skoler, og retten til selv at henvende sig til PPR er helt sikkert én af dem.
Det er derfor ikke rigtigt når skolepsykologen siger, at hun ikke kan gøre noget, før der kommer en henvendelse fra skolen, det er i modstrid med loven, og det gør det ikke rigtigt at kommunen eventuelt har lavet deres egne regler på området. Det uheldigt at PPR siger den slags.
At skolelederen bliver vred over, at du har henvendt dig direkte, er derfor også en kedelig reaktion fra én der burde vide bedre.

Så kommer vi til dine spørgsmål.

1. Kan privatskolen smide din datter ud, og eksisterer der klagemuligheder?
Ja, i modsætning til folkeskolen kan privatskoler skille sig af med uønskede elever uden at tilbyde et alternativ, privatskoler afgør selv hvilke elever de vil have på skolen. Det fremgår af friskolelovens § 1, og det er desværre ikke usædvanligt at privatskoler skiller sig af med elever (eller forældre), der ikke ”stemmer overens med skolens overbevisning”.
Du kan klage til skolens bestyrelse hvis skolen vil udskrive din datter, der er ikke angivet andre klagemuligheder.
Det er kun klager over undervisningens generelle niveau der kan rettes til Undervisningsministeriet.

2. Kan PPR uden dit samtykke henvise din datter til et specialtilbud og har du mulighed for at klage?
PPR kan ifølge loven kun foreslå og anbefale, PPR kan ikke selvstændigt henvise til specialtilbud. Det er (ifølge folkeskoleloven) skolens leder der er ansvarlig for efter samråd med forældrene at iværksætte specialundervisning. Forældrene skal orienteres skriftligt om alle indstillinger til PPR, den pædagogisk-psykologiske vurdering og beslutning om iværksættelse af specialpædagogisk bistand. Kun i absolut påkrævede tilfælde kan specialpædagogisk bistand iværksættes uden tilslutning fra forældrene.
En privatskole kan henvise elever til specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand på en anden fri grundskole eller i folkeskolen, men også her kan det kun ske efter samråd med forældrene.
Hvis du vil klage over PPR´s sagsbehandling, skal de ske til kommunalbestyrelsen i kommunen, men forholdene kan være anderledes i Københavns Kommune, jeg synes du skal spørge i skoleforvaltningen.

3. Argumenter for at støtten flyttes til din datter og ikke omvendt?
Det er i vores skolelovgivning et krav at undervisningen skal differentieres, så den passer til den enkelte elevs behov og forudsætninger. Dvs. at det forventes, at der tages hensyn til din datters eventuelle særlige behov i undervisningen.
Specialundervisning bør altid forsøges gennemført på barnets skole efter principperne om nærhed og mindste indgreb. Først når det trods individuel støtte m.v. ikke skønnes muligt at gennemføre, kan barnet med forældrenes accept henvises til et andet specialundervisningstilbud. Der er i bekendtgørelsen om folkeskolens specialundervisning opført en række måder at organisere undervisningen på.
Ofte vil henvisning til et specialtilbud medføre lang transporttid til skole.

4. Specialreformen i Københavns Kommune?
Her må jeg henvise dig til at søge oplysninger hos PPR som skal kunne informere dig om mulighederne. Du kan også læse om den her.

5. Andre tilbud i dit nærområde?
Her må jeg igen melde pas. Det kræver et solidt lokalkendskab at kunne vejlede dig om alternativer, og det har jeg ikke. Det er PPR´s opgave at orientere dig om mulighederne i Københavns Kommune.

6. Er det korrekt at der ikke kan ydes mere end støtte end 8 timer?
Det kan jeg besvare med et klart nej. Det må være en hjemmelavet regel på privatskolen, og den er i konflikt med bestemmelserne på området. PPR skal som nævnt vurdere elevens problemer og behov samt udarbejde forslag til foranstaltning og anbefaling af ugentligt timetal. Denne anbefaling skal baseres på en rent faglig vurdering, ikke på økonomiske overvejelser eller hjemmelavede regler. Herefter er det skolelederens ansvar at eleven får tilgodeset sine særlige behov.
Bemærk i den forbindelse at specialpædagogisk bistand ikke er begrænset til faglig hjælp i de enkelte fag, men også til undervisning og træning i funktionsmåder og arbejdsmetoder der tager sigte på at afhjælpe eller begrænse virkningerne af elevens vanskeligheder. Undervisningen og metoderne varieres alt efter elevens særlige behov. Eksempler kan være træningsaktiviteter til støtte i læseprocessen, til støtte ved hukommelsesvanskeligheder eller ved adfærdsvanskeligheder.

Hovedparten af specialundervisningen på private skoler skal tilgodeses inden for den enkelte skoles driftstilskud, men ved større behov kan skolen søge om yderligere tilskud fra den centrale pulje som administreres af Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte, du kan se nærmere på styrelsens hjemmeside: http://www.spsu.dk/Frie-grundskoler, men privatskolen skal naturligvis være bekendt med reglerne.

Der er ikke angivet noget loft over tildelingen af støtte, den kan i princippet (og det forekommer ikke så sjældent) være fuld støtte i hele skoletiden.

Jeg håber du hermed er blevet klogere på jeres muligheder, og at du ved henvendelse til PPR og eventuelt skoleforvaltningen i Københavns Kommune får en god orientering om alternative lokale skolemuligheder. Du er velkommen til at henvende dig igen hvis du får brug for det.

Med venlig hilsen,
Forældrerådgivningen

Senest opdateret den

26. januar 2016

af

mj

Læs også

18.02.11
Hvor mange år har mit barn ret til undervisning?
Om antal skoleår på specialskole
19.08.15
Skolen vil have at min søn, der er ordblind, skal gå en klasse om
Om ordblindhed og skolegang