Hård skolegang efter hjernerystelse

Hård skolegang efter hjernerystelse

Spørgsmål:

Hej

Jeg er en pige på 15, der går i 9. klasse. Jeg har haft problemer med min skole siden 7. klasse, hvor jeg kom ud for en ulykke, hvor jeg faldt tre meter ned og fik slem hjernerystelse og en blodsamling (som senere udviklede sig til migræne), og jeg begyndte at have meget fravær og havde svært ved at koncentrere mig om det enkle emne i fagene.

Mine forældre og jeg oplyste med det samme skolen om mit problem, og bad dem om at tage ekstra hensyn til hjælp til min indlæring, hvor de sagde, at det ville hjælpe og det overhovedet ikke var et problem. Jeg mistede en masse undervisning, da jeg lå i min seng op til flere gang om ugen med smerter. Mine karakterer begyndte at falde (tidligere fik jeg 10- og 12-taller), jeg har altid gået meget op i at få gode karakterer, så det gik mig meget på og fik mine forældre til at hjælpe mig med undervisning der hjemme. Men samtidig begyndte lærerne at sige til mig, at jeg ikke gjorde tingene godt nok, og at jeg ikke brugte mit fulde potentiale, de var meget skuffede over mig, de begyndte at fortælle mig hele tiden, at jeg kunne mere, og at jeg bare var doven og uarbejdsom og det i hvert fald ikke kunne være et problem mere. Det gjorde mig meget ked af det, og jeg følte hele tiden, jeg var en fiasko.

Senere fandt jeg så ud af at mange af lærerne ikke engang vidste, at jeg havde været ude for en ulykke, og at de troede, jeg pjækkede, hvor mine forældre igen gik til ledelsen og bad dem om at få det ud til lærerne, og at de tænkte over deres tone, hvilket de ikke gjorde (føler jeg) , de ydmygende mig ved at bruge mig som skrækeksempel, mens jeg ikke var der og ingen chance havde for at forsvare mig selv. Jeg fik hele tiden at vide, at alt jeg gjorde ikke var godt nok (var begyndt at ligge på 4- og 7-taller - jeg er nu kommet op på 7- og 10-taller, men det er stadig ikke godt nok i mine læreres øjne). Lærerne ignorerede mig i timerne, og jeg har prøvet, at de overhovedet ikke ville snakke til mig i timen, fordi jeg kun stillede "dumme" spørgsmål, og da vi spurgte, om jeg ikke kunne få ekstra hjælp, fik jeg bare at vide af min matematiklærer, om jeg ikke skulle begynde at gå til psykolog, det var slet ikke en mulighed for dem. Jeg prøvede også, da vi havde projekt, og min makker og jeg var taget op for at interviewe en alkoholiker, der kun havde tid kl. 10 om formiddagen, at en lærer blev rasende på mig, ikke min makker, kun mig, og begyndte at skrige af mig i gangen, hvor alle var der og sagde at jeg var dum og fandme burde til at tage mig sammen, og jeg forsvarede mig med, at vi havde fået lov af skolelederen, hvor hun direkte sagde, at jeg løj.

Jeg kan ikke håndtere det her mere, er det virkelig mig, det ligger ved, og ikke dem? Mine forældre har snakket meget om, at jeg skulle skifte skole, men nu hvor vi skal have eksamen snart synes jeg, at vi lige så godt kan få det overstået, men jeg er kommet i en svær depression pga. af skolen. Hvad skal jeg gøre?

Hilsen
E


Svar:

Kære E

Tak for din mail. Som du beskriver dine negative oplevelser med skolen, tror jeg, at du stadig lider af følgerne fra din ulykke, og at dine lærere ikke kan forstå, at din ændrede adfærd er en følge heraf. Hertil kommer, at du jo altså er blevet et par år ældre, og derfor måske også har ændret dig lidt - ligesom alle andre i din alder, der er ved at blive voksne.

En hjernerystelse anså man tidligere bare for noget, der forsvandt ret hurtigt, hvis man hvilede sig, men nu ved man, at der kan være langvarige følger, som netop kan give sig udslag i, at det er svært at koncentrere sig, og at man hurtigt bliver træt, især i forhold til skolegang og andre udfordringer, hvor der stilles krav til såkaldt kognitive funktioner, populært sagt, hvor der stilles krav om, at hjernen arbejder. Det er udtryk for, at hjernen ikke endnu har opnået samme gode og sikre reaktionsmønster som tidligere. Derfor har dine lærere sikkert ret i, at du ikke har helt samme potentiale som tidligere. Men det er der jo altså en god forklaring på. Og det gode er, at du langsomt genvinder dine færdigheder, sådan at din situation løbende forbedres, som du jo også beskriver i din mail, i forhold til dine nu meget forbedrede skoleresultater.

Jeg kan godt forstå, at du bliver ked af, at du ikke længere møder de samme imødekommende forhold på skolen som før, og at du bliver deprimeret over at lærerne er negative i forhold til, hvad du gør. Det er faktisk en helt naturlig reaktion. Med det sygdomsforløb, du har haft, burde du have mødt forståelse og hjælp og ikke bebrejdelser. Så vidt jeg kan læse af din mail, forstår lærerne på Hanstholm Skole slet ikke, hvilke følgevirkninger, din sygdom har givet. De har troet, at du havde samme kapacitet som tidligere, og opfattede derfor, at du kunne gøre det bedre, - selv om du gjorde, hvad du kunne. Som du selv skriver, vidste de ikke alle, at du havde været ude for en ulykke, og det er kritisabelt. Derfor synes jeg, at du og dine forældre har gjort det rigtige i - endnu engang - at fortælle om ulykken og følgevirkningerne til lærerne. Jeg undskylder ikke lærerne, men prøver blot at forstå, hvordan det kan gå til, at en dygtig pige, som du jo er, skal udsættes for pres og nedladende bemærkninger, hvor du ikke bliver troet. For det er selvfølgelig ikke i orden, at der ikke bliver taget hensyn til dig med de nye forudsætninger, du nu har efter dit sygdomsforløb.

Du klarer dig godt fagligt. Derfor vil du nok ikke kunne få ekstra specialpædagogisk støtte i skolen, men du har ret til at få hjælp til at afklare de problemer, som opstår på grund af dit sygdomsforløb, og du har ret til supplerende undervisning, hvis du har forsømt meget på grund af sygdom. Det står i lovgivningen. Hensigten er netop at hjælpe elever i skolen, som på grund af sygdom har været uden undervisning i en længere periode.

I/du har også mulighed for at tale med en psykolog. Det behøver slet ikke være noget, skolen involveres i. Du - og dine forældre - kan direkte kontakte pædagogisk psykologisk rådgivning, som findes i kommunen, og bede om en samtale med en psykolog. Her kan I/du drøfte, hvordan du - og dine forældre - skal forholde jer i forhold til, hvad der sker i skolen, og hvordan du bedst kan komme videre. Psykologen vil også kunne hjælpe jer med at give information om følgevirkningerne af en svær hjernerystelse.

Jeg er enig med dig i, at et skoleskift i 9. klasse lige før skoleårets afslutning nok ikke er en god ide. Det er jo vanskeligt at finde en anden skole tæt på, når man bor i Hanstholm, og selv om du kunne tage bussen til Thisted, vil det indebære en daglig belastning med befordring frem og tilbage.

Måske er du og dine forældre bange for, at du ikke afslutter skolen med et godt resultat. Heldigvis er det sådan, at man altid kan forsøge igen. Under hensyn til din alvorlige ulykke, synes jeg, at du har klaret det rigtig flot. Selv om du gerne ville gøre det endnu bedre, må både du nok acceptere, at du har gjort det så godt som muligt. Så vær glad for, at du opnår så gode resultater, som du jo faktisk gør, og se frem til, at det vil nok vil gå endnu bedre fremover.

Det er godt, at dine forældre forstår dine problemer og bakker dig op. Derfor er det vigtigt, at I sammen henvender jer til skolen og forklarer, hvor dan du oplever reaktionerne. Du skal selvfølgelig også være enig med dine forældre, hvis I/du tager kontakt til en psykolog. Men jeg tror, at det kunne være en hjælp at drøfte din situation igennem med en helt neutral og udenforstående person. Og psykologen har pligt til ikke at videregive oplysninger, som I/du ikke ønsker skal videregives fx til skolen.

Jeg håber, at det lykkes for dig at afslutte skolegangen på Hanstholm Skole tilfredsstillende for dig selv. Du har været igennem en stor belastning på grund af din sygdom, og du kan med rette forvente, at dine lærere viser hensyn. Det tror jeg også, at de vil, hvis de forstår din situation. Måske ved de heller ikke, hvor hårdt det tager på dig at møde kritik, fordi du ønsker at være en elev, der gør sit bedste. Derfor er det så vigtigt, at de får at vide, hvordan du har det, og også at du får nogen at tale med herom. Jeg håber, at det lykkes.

Jeg synes, du skal vise dine forældre både din mail og mit svar, de er de bedste hjælpere, som du har. I/du er velkommen til igen at kontakte mig, hvis der opstår nye problemer.

Venlig hilsen
Forældrerådgivningen

Senest opdateret den

9. februar 2015

af