Gruppepres pga. computerspil

Gruppepres pga. computerspil

Om det sociale og computerspil

Spørgsmål:

Kære brevkasse,

Ved ikke helt, om I er de rette at henvende sig til, men nu forsøger jeg:

Jeg har et par tvillingedrenge på snart 12 år, der - ikke overraskende - er meget interesserede i at spille computer. Det gør de også i stor stil. Hvad de spiller har skiftet over tiden. Det handler også meget om, hvad kammeraterne spiller.

Og det er netop derfor, vi er kommet i et dilemma. Over halvdelen af klassekammeraterne må nu spille spil, der har en aldersgrænse på 18 år.

Det har vi kæmpet meget imod. Grænsen er der vel af en årsag, og vi har holdt fast i, at når eksperter har vurderet, at et spil er for de helt store drenge, så har mindre store drenge ikke godt af at spille det.

Men det begynder at være et problem for dem socialt. De vil rigtig gerne have kammerater med herhjem og spille 'voksenspillene', og de vil gerne kunne snakke med og spille med, når kammeraterne er i gang. Vi har til nu lukket øjnene for, at de har spillet de forbudte spil hos kammeraterne, men det er nu ikke længere nok. Og kammeraterne begynder at stikke til vores drenge. At de da heller ikke må noget, og det er da for tøseagtigt ikke at måtte spille. Alle siger de, at de da selvfølgelig ikke kunne finde på at gøre de ting, de gør i spillene (det er primært skydespil, der er tale om, som fx Call of duty).

Vi anerkender, at der er store sociale gevinster, når børn har en fælles interesse, men er meget bekymrede for, at de voksenorienterede spil kan skade vores drenge i deres forståelse af rigtigt og forkert i verden. Vi anerkender også, at andre forældre har andre holdninger end os og ønsker ikke at gå ind og påvirke deres handlinger. Men vi er nu i tvivl om vi skal bøje af på vores principper, simpelthen fordi vores drenge kan komme til at føle sig for meget udenfor.

Har I kendskab til forskning, der beskæftiger sig med hvilke konsekvenser, voksenspil kan have for børn? Og hvem på børnenes skole kan vi evt. søge rådgivning hos? Eller i andre instanser? Og har I en holdning i dette dilemma?

På forhånd tak for jeres input
A


Svar:

Kære A

I har tvillingedrenge på 12 år, der, ikke overraskende, som du selv skriver, er meget optaget af at spille computerspil.  Det har hidtil ikke været noget problem hverken for jer eller for dem, fordi du og din mand har sat nogle regler for spillene, som drengene har accepteret.  De handler blandt andet om, at aldersmærkningen tages højtidelig.  Derfor har drengene ikke fået lov til at spille computerspil for voksne (18 år) hjemme hos jer selv, mens I har lukket øjnene for, at de spillede de ”forbudte” spil hos deres klassekammerater. Det er sket i en anerkendelse af, at forældre har forskellige holdninger til, hvad de tillader deres børn, som I ikke kan blande jer i, og at I naturligvis ikke kan isolere jeres børn.

Nu er I imidlertid kommet under stærkt pres med hensyn til at tillade voksenspillene inden for jeres egne fire vægge.  Årsagen er, at kammeraterne, efter sigende, stikker til jeres drenge og driller dem med, at det er for tøseagtigt, at de ikke må spille osv.  Når jeg skriver ”efter sigende” er det fordi jeg ikke kan gennemskue, om det er noget I har hørt personligt, eller det er noget, som tvillingerne har fortalt jer. Hvis det er det sidste, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det er et ældgammelt trick over for forældre at presse dem med at sige: Alle de andre må. Jeg/vi er de eneste, der ikke må, og nu er vi uden for!

Jeres drenge er 12 år og dermed i præpuberteten. Der vil i de kommende år opstå mange situationer, hvor I vil føle jer pressede som forældre. Måske knapt så meget som med computerspillene, fordi det er ukendt land for mange forældre, modsat de mere gængse teenagetemaer.

Jeg er overbevist om, at der er rigtig mange forældre til specielt drengene i jeres sønners klasse, der er i samme dilemma som jer og føler lignende frustrationer.  Måske orker de bare ikke at tage de opslidende kampe med deres børn. Derfor vil jeg foreslå, at I henvender jer til klassens kontaktforældre og beder om et møde med computerspil på dagsordenen.  Hvis det ikke allerede er blevet diskuteret på et forældremøde, vil det være mulighed, selv om det sikkert ikke kan nås på denne side af sommerferien.  Men I selv eller kontaktforældrene kan foreslå klasselæreren, at en af skolens bibliotekarer kommer på besøg i klassen og fortæller om computerspil og deres virkning.  Hvis det af en eller anden grund ikke er muligt, har jeres kommune måske en bibliotekskonsulent, som I kan henvende jer til.  Netop fordi rigtig mange forældre er meget usikre på, hvor skadelige computerspil er for deres børn, vil det også være oplagt at invitere en ekspert i eksempelvis børnekultur og medieforbrug til en foredragsaften for alle skolens forældre.

Du spørger om forældrerådgivningen har kendskab til forskning, der beskæftiger sig med hvilke konsekvenser voksenspil har på børn.  Ikke direkte, men jeg ved, at forskerne ikke er enige, fordi der er så mange ting, der spiller ind.

På nedenstående adresse, http.//www.slks.dk/boern, er der blandt andet links til nogle af de undersøgelser, der findes på området. Her vil jeg fremhæve Medierådets rapport selv om den stammer tilbage fra 2004, http://www.dfi.dk/~/media/Sektioner/Boern_og_unge/Medieraadet/PDF%20filer/saft_online_computerspil_001.ashx

Med venlig hilsen
Forældrerådgivningen

Senest opdateret den

5. januar 2018

af

mj

Læs også

30.03.15
Børnehaveklasseelev svært ved at høre efter
Om elev med urolig adfærd
07.11.12
Legegrupper
Om aftalte legegrupper