Genert 8-årig

Genert 8-årig

Spørgsmål:

Hej Forældrerådgivning,

Vi har en dreng på 8 år som stortrives - han er altid glad og i godt humør.

Men han er så genert (når han ikke er hjemme) - lærerne har også påpeget det i skolejournalerne, og der står i hans skoleplan, at der skal fokuseres på, at han bliver bedre til at sige sin mening, sige fra etc.

Men vi synes ikke rigtigt det går fremad.

Det hører med at vi har været separeret, men er sammen igen, og han har haft nogle ubehagelige oplevelser, hvor vi har skændtes kraftigt foran ham.

Hvad kan vi gøre for at hjælpe ham ud af genertheden - ved godt det er lidt bredt, men skal jo starte et sted.

Mvh
T & F


Svar:

Kære T & F 

I skriver, at jeres 8-årige søn er genert, når han er ude blandt andre, men glad og i godt humør, når han er hjemme. Samtidig oplyser I, at I har været gennem en separation, som ikke er gået helt stille af, og som jeres søn har haft ubehagelige oplevelser i forbindelse med.

Nu er I sammen igen. Det skal jeres søn vænne sig til, og han vil erfare, at situationen i jeres hjem er ved at være stabil igen. Sandsynligvis vil det medføre, at han kommer til at føle sig mere tryg og få et personligt overskud, der vil gøre ham bedre i stand til at sige til og fra og sige sin mening, som skolen lægger vægt på.

Det bedste, I som forældre kan gøre for ham, er at give ham stabile og trygge rammer i hverdagen, så vil han forhåbentlig blive mere sikker på sig selv, også når han er blandt kammeraterne i skolen. Det vil selvfølgelig ikke ske fra den ene dag til den anden, men giv ham tid og opmærksomhed og lyt til ham, når han giver udtryk for sine meninger. Så skal han også nok blive mere sikker på sig selv i skolen.

Med venlig hilsen
Forældrerådgivningen

Senest opdateret den

9. februar 2015

af