Erklæret uegnet til gymnasiet trods god faglighed

Erklæret uegnet til gymnasiet trods god faglighed

Om egnethed til gymnasiet

Spørgsmål:

Kære Forældrerådgivning

Det vil være virkelig rart at få jeres mening. Vi er et forældrepar med en søn på 15, der går i 9. klasse. Han har altid været glad for at gå i skole, har altid kunne følge fint med og trives godt med både lærere og kammerater. Vi har overvejet efterskole efter 9. klasse, men gik bort fra det igen. Han er glad for at være hjemme og synes ikke han har behovet. Vi har ikke presset på, da vi har en ældre søn, der var på efterskole sidste år. Et ophold, der på mange måder var fantastisk, men som også har resulteret i, at han tager til sine nye venner i København hver weekend og ikke rigtigt har fået knyttet sig til sine gymnasievenner.

Så vores søn vil gerne i gymnasiet.

Til skole-hjem-samtalen i oktober måned fik vi dog en overraskelse. Hans dansklærer og UU-vejlederen mente ikke, at han bør starte i gymnasiet efter 9. klasse. Fagligt er han egnet, men de mener, at han er umoden og bør vente et år. De er ikke i tvivl om at gymnasiet er det rigtige for ham, blot at han bør vente. De sagde, at han ofte er uforberedt, fjollet og har for travlt med at følge med i det sociale frem for undervisningen.

Han gav dem ret og lovede at stramme op. Og det har han gjort! Han har været virkelig fokuseret, har lavet sine lektier og gjort meget ud af sine ting. Der har været mange tests og prøver på det sidste, og her har han fået enten 7- eller 10-taller. Han har fortalt vennerne, at han arbejder på at komme på gymnasiet og derfor må koncentrere sig i skolen. Lærerne kan se, at der er sket en forandring.

Men de synes stadig, at han bør vente et år med at komme på gymnasiet. Det er vi selvfølgelig ærgerlige over. Det er ikke fordi han død og pine SKAL i gymnasiet efter vores mening, men når de nu kan se, at han virkelig vil det - og vil kæmpe for det og har vist resultater, så synes vi, det er så demotiverende at skulle sige til ham, at det ikke er lykkedes.

Vi ved godt, at lærerne ser ting, som vi ikke ser som forældre. Alligevel er vi bange for, det er blevet en principsag, snarere end et reelt og velbegrundet problem. For vi forstår det ikke. Han er som sagt fagligt helt med, og med hensyn til modenheden, så er det ikke sort/hvidt. Han er meget moden på nogle områder - fx er han altid den som vennerne går til, hvis de har problemer, og han er meget hurtigt opfattende og empatisk. Vi har en god kontakt til ham, han fortæller os (næsten) alt, ham og vennerne er for det meste hjemme hos os, og derfor har vi et klart billede af, hvordan han trives. Vi kender også hans venner og kan faktisk ikke få øje på, hvorfor de skulle være mere modne end ham.

Hans lærere har ret i, at han er barnlig på den måde, at han er for optaget af at 'være med'. Det blev i starten af 9. klasse på bekostning af læreren og undervisningen, men gør nu en indsats for at rette op på det. Er det dumt af os, at vi forfølger hans ønske om at starte på gymnasiet efter sommerferien, når nu læreren insisterer på det modsatte og ikke vil indstille ham? Han vil formentlig klare den prøve, som han skal til for at blive optaget. Men vi kunne jo også beslutte at han tager et år i 10. klasse. Vil det efter jeres vurdering være det mest fornuftige? Han synes selv, at det vil være et spildt år, da han jo ved, hvad han vil. Vi synes jo egentlig, at han har ret, men vi er jo heller ikke helt uvildige!

På forhånd tak,
B


Svar:

Kære B

Tak for din henvendelse. Jeg synes I skal glæde jer over, at jeres søn er så moden, at han har "taget skeen i den anden hånd" og nu arbejder målrettet på at komme i gymnasiet. Når han ikke selv ønsker 10. klasse, kan jeg frygte, at det bliver et år, han dalrer væk - og får dårlige studievaner. Jeg synes han har ret i, at det vil være spild af tid. Han er sikkert godt klar over, at det er hårdt arbejde, at gå i gymnasiet. Hvis det - mod forventning - er for tidligt for ham, er muligheden for at gå tilbage i 10. klasse tilstede - og så starte i gymnasiet året efter. Han kan ikke gå den modsatte vej - hvis du forstår min pointe. Det behøver I ikke fortælle ham nu, men det kan være godt at vide for jer.

Jeg har selv erklæret en klog men doven knægt for "måske egnet" til gymnasiet. Det bevirkede, at han begyndte at arbejde, så han klarede prøven og blev optaget. Faderen takkede til dimissionsfesten, for det var det, der skulle til. Dengang hjalp efterårets samtale nemlig ikke. Jeg skal ikke kunne sige, hvad lærerne tænker om jeres søn.

Har I yderligere spørgsmål, er I velkomne til at kontakte Forældrerådgivningen igen. Held og lykke med projektet.

Venlig hilsen,
Forældrerådgivningen

Senest opdateret den

30. marts 2015

af

mj

Læs også

10.09.10
Børnehaveklassen om på grund af det sociale
Om at gå klasse om i indskolingen
10.09.10
Tilskud til friskoleplads
Om økonomisk støtte til plads på friskole