Dårlig skolestart

Dårlig skolestart

Om dårlig start på skolegang

Spørgsmål:

Hej

Jeg skriver til jer, fordi jeg er frustreret og på bar bund. Jeg mærker i stigende grad, hvordan min datter på 7 år bliver mere og mere ked af at gå i skole (1. klasse), og jeg vil selvfølgelig gøre alt for at hjælpe hende. Jeg har nedskrevet, hvordan tingene er forløbet i 0. klasse og starten af 1. klasse. Det ser ud som følgende:

0. Klasse

Hun startede i 0. klasse som en glad og fortrøstningsfuld pige, hun blev hurtigt glad for at gå i skole. I løbet af efteråret begyndte det dog at gå lidt skævt, vi får at vide både fra SFO og fra lærer, at hun gerne vil bestemme meget, og at det er et problem, fordi det kan hæmme hende socialt, vi er lydhøre og enige i, at det kan give problemer. Vi aftaler, at dette skal der arbejdes med, dog på en sådan måde, at hendes skoleinteresse bevares. Hun kommer ofte hjem ked af det, fordi hun enten er blevet drillet med hendes ører (flyveører), eller fordi hun har kontroverser med en anden pige. Flere gange henter jeg hende i SFO og bliver trukket til side, fordi hun igen har været efter den anden pige på den ene eller anden måde. Når jeg snakker med hende om tingene efter sådan en situation, er det med henblik på, at hun skal lade være med at gøre disse ting, fordi hvis hun fx vil bestemme alt, ender det med at ingen gider lege med hende. Selv ser jeg ofte, når jeg henter, hvordan den anden pige indirekte får givet min datter skylden i situationer, hvor det måske ikke hænger sådan sammen. Jeg kan se, hvordan det påvirker min datter men er desværre ikke selv i stand til at tage den op (her bør jeg jo stå op for hende). Ved flere lejligheder får jeg at vide, hvad hun har gjort galt, og når jeg snakker med hende om det, indrømmer hun, at hun har gjort sådanne ting, men fortæller også hvordan de begge (hvis det er de to) er lige gode om det. På et tidspunkt har jeg en rigtig god snak med hende, og via det hun fortæller og det vi snakker om, finder jeg ud af (noget som jeg faktisk godt ved), at når min datter gør noget galt, er der en, der henter en voksen, og hun får skældud (hvilket selvfølgelig er retfærdigt), men hvis en anden gør tilsvarende mod hende, henter hun ikke en voksen. Årsagen er, at hun ikke bryder sig om, når de andre får skældud og bliver kede af det. En anden ting er, at vi får at vide, at grunden til at hun kommer i konflikter (med bl.a. drenge) er, at hun er god til at argumentere (korrekt), der er fx episoder med en dreng, hvor han slår, tager kvælertag og lignende. Her får vi at vide, at hun skal være den voksne og gå væk.
En konklusion jeg er meget uenig i, på dette tidspunkt er hun 6 år, det bliver anset som et problem, at hun kan tale for sig, hvordan kan man forvente, at en 6-årig skal opføre sig som en voksen og gå væk – hvorfor skal hun ikke lyttes på i disse tilfælde og have den nødvendige opbakning?

Jeg ser også følgende problematik her, for det første mener jeg, at klasselæreren gør noget forkert, da hun kalder den anden pige for prinsesse. Men er det ikke at differentiere eleverne indbyrdes på en negativ måde - i forhold til det sociale? Derudover får vi til en samtale at vide (da jeg bringer problemet med hendes ører op), at der ikke er nogle drillerier men det er korrekt, at andre elever (som ikke lige kan huske hvad hun hedder) kommer og beskriver hende som 'hende med ørerne' - jeg ser det som et problem, at det er okay at snakke sådan om andre. Det er jo ikke meget anderledes end hvis en elev sagde 'ham den tykke', hvilket jeg er overbevist om, at man ville gribe fat i.

1. Klasse

Der er gået 3 måneder i 1. klasse, og hun bliver mere og mere ked af at være i skole. Vi står nu i den situation, at hun simpelthen ikke aner, hvordan hun skal være for at de andre kan lide hende.
Nedenfor har jeg forsøgt at gengive det hun bl.a. fortæller. Sammenfattende vil jeg sige, at hun på ingen måde er fejlfri, hun er snu, smart, vil gerne bestemme og kan lave ballade som alle andre 7-årige. Vi føler dog, at hun er kerneproblemet både i klassen og i SFO’en, og det er vi ikke enige i. Hun har rigtig svært ved at finde ud af, hvad der forventes af hende, vi kan mærke en tydelig forskel på de dage, hvor bl.a. den anden pige har gidet hende, og de dage hun ikke har (selvom hun aldrig kommer og fortæller noget). Vi mærker en frustration fordi hun ikke forstår, hvad der gør, at hun til- og fravælges hele tiden. Som sagt kommer hun meget sjældent og fortæller, hvad der går hende på, men når vi kommer ud på de sene nattetimer, hvor hun ikke kan sove, så tager vi snakken. Eller når hun en dag ikke kan stoppe med at være ked af det, så kommer det også gerne. Jeg opfordrer hende da til at søge de piger, som ikke til- og fravælger hende, og jeg tror også, hun forstår, når vi snakker, men jeg ved også, at så snart hun er i skole og en af pigerne godt gider hende, så tænker hun ’yes, nu vi venner!’ - lige indtil næste gang. Det er hårdt, som forælder, at være vidne til. Især fordi jeg hidtil at følt, at hun er det primære problem, hvilket som sagt ikke stemmer overens med hvad jeg ser.

Jeg håber, det er til at forstå vores situation ud fra ovenstående. Det skal tilføjes, at hun har oplevet et hårdt svigt, da hun var 4 år, da hendes far droppede kontakten til hende fra den ene dag til den anden.

Jeg føler mig magtesløs og vil gøre alt for at hjælpe min datter, men jeg sidder fast, jeg aner ikke mit levende råd til hvad jeg kan gøre og håber, at I kan finde tid til at læse mit lange brev, og måske har en kommentar hertil.

Venligst,
S


Svar:

Kære S

Der er ikke noget at sige til, at du føler dig både frustreret og magtesløs.  Din datter er ked af at gå i skole, og sådan som du skildrer din datters skolegang ind til nu, virker det som om, at lærere og pædagoger overlader en stor del af ansvaret for at løse problemerne omkring din datters trivsel til jer derhjemme og til hende selv. Og det duer ikke! Selvom hjem og skole skal samarbejde, hvilket I også løbende har gjort, må det efter min bedste overbevisning være de professionelle omkring barnet i skole og SFO, der først og fremmest har ansvaret og er forpligtet til at arbejde aktivt på at finde løsninger på de konflikter, der opstår i det regi.

Din datter er 7 år og går i 1. klasse. Allerede få måneder efter, at hun er startet i 0. klasse, får I at vide, at der skal arbejdes med hendes sociale kompetencer, da det pædagogiske personale er bekymret for, at hun ellers kan blive marginaliseret. Hun er meget bestemmende og virkelig god til at argumentere, hvilket ofte giver anledning til konfrontationer med kammeraterne.  Du skriver ikke, om I fik hjælp og ideer til, hvordan I kunne lave social træning derhjemme, men du giver eksempler på, hvad lærere og pædagoger har givet din datter af gode råd, for eksempel at gå væk fra en konflikt for ikke at optrappe den. Det kan i nogle tilfælde være en brugbar strategi at lære barnet at gå væk, men hvis strategien ikke lykkes, kan det ikke være barnets ansvar! Så skal der følges op med nye tiltag, gerne med udgangspunkt i barnets egne forslag til løsningsmodeller. Du skriver, at når dit barn er involveret i konflikter, specielt i SFO, henter de andre børn en voksen, og din datter får skældud. Men hun henvender sig ikke selv til de voksne, når hun føler sig forulempet, fordi hun ikke vil være årsagen til, at de andre børn bliver skældt ud.  På den måde kommer der nemt spot på din datter som konflikt - og ballademageren. Er personalet mon klar over, hvordan det hænger sammen?

En væsentlig grund til, at din datter er blevet mere og mere ked af at gå i skole, skyldes problemer i klassens pigegruppe. Og de er eskaleret i det forløbne år.  Ifølge din beskrivelse er det især en bestemt pige i klassen, som styrer rigtig meget og også bestemmer, hvornår man er inde og ude! Det skaber forståeligt nok forvirring og frustration hos din datter, der ikke forstår, hvorfor hun vælges til og fra hele tiden.  Sådan som jeg læser dit brev, er den anden pigens magtposition styrket gennem klasselærerens positive bevågenhed over for hendes person, mens din datter i nogen grad er blevet ”syndebukken”.

Du har forståelse for, at dit barn til tider kan være en udfordring for både de voksne og for klassekammeraterne, men du føler dig meget alene i bestræbelserne på at finde forslag til løsninger. Den megen negative kontakt påvirker i høj grad din datters trivsel. Hun er blevet mere og mere ked af at gå i skole og har også svært ved at sove. Det værste er, at hun nemt kan komme til at føle, at det er hende, der er noget galt med, at hun ikke er god nok, og det går ud over selvværdsfølelsen.

Selvom I flere gange har talt med både klasselæreren og SFO-pædagoger, vil jeg foreslå, at I snarest muligt beder skolelederen om at indkalde til et møde, hvor både klasselærer og en SFO-medarbejder deltager. Det er vigtigt, at skolen bliver orienteret om, at din datter mistrives, at hun ofte er ked af det og desuden er begyndt at lide af søvnløshed.  På mødet kan I i ro og mag fremlægge jeres oplevelse af den manglende trivsel og mulige årsager, ligesom I får mulighed for at høre, hvordan lærere og pædagoger omkring børnene i klassen oplever jeres barn og de andre børn ligeledes. Selvom skole og hjem ofte ser forskelligt på barnet, må man være lyttende og anerkende det, som de andre ser, og det gælder naturligvis begge veje. Formålet må være at få ændret på den negative spiral, som din datter er kommet i og få udarbejdet en handlingsplan, der kan medvirke til bedre trivsel både for hende selv og resten af klassen.

Din datter har ”flyveører” og er blevet drillet med det.  Drillerier kan være vanskelige at undgå, men hvis ikke de voksne går foran med et godt eksempel men accepterer, at de andre børn omtaler hende som ”hende med ørerne”, bidrager de i stedet til en optrapning af konflikter og øger risikoen for mobning på skolen.  Derfor synes jeg, at I skal bringe skolens trivselspolitik på banen. De fleste skoler har en sådan og siden 2009 skal alle skolebestyrelser udarbejde et værdiregelsæt for skolen. Det skal blandt andet indeholde pejlemærker for, hvordan man sikrer god trivsel og et godt undervisningsmiljø både fysisk og psykisk.

Det er almindelig praksis, at der specielt i indskolingen arbejdes målrettet med elevernes sociale kompetencer og indbyrdes relationer, da det psykiske arbejdsmiljø har stor betydning for elevens læring. En ide kunne derfor være, at lærerne iværksatte nogle undervisningsforløb med klassen, hvor eleverne får mulighed for at sætte fokus på trivsel og samvær. Det kunne eventuelt ske i et samarbejde med skolens AKT-lærer (Adfærd, kontakt, trivsel).

Skoleskift indgår ikke i dine overvejelser, så meget desto vigtigere er det at skole og hjem i fællesskab finder frem til at afprøve nogle metoder, som kan forbedre den nuværende situation og øge dit barns trivsel og glæde ved at gå i skole.

Du bor ikke sammen med dit barns far, og da din datter var 4 år, blev hun udsat for den traumatiske oplevelse, at hendes far droppede kontakten til hende fra den ene dag til den anden. Det føler hun desværre er hendes egen skyld. Det er voldsomt for et lille barn at bære rundt på en sådan skyldfølelse, en følelse man kan frygte er blevet større af den megen negative kontakt, hun får i skole og SFO.

Det fremgår af dit brev, at I forsøger at tage højde for det svigt, som din datter har oplevet, dog uden at pakke hende for meget ind. Hvordan I gør det, kommer du ikke nærmere ind på.  Men lige meget hvor god du/I er til at hjælpe og støtte hende, så er du hendes mor og dybt involveret og kan derfor ikke agere med den fornødne professionalisme, som der er brug for i denne situation.
Du efterlyser råd til, hvordan I kommer videre, og jeg vil foreslå, at I på mødet på skolen, som forhåbentlig snart kommer i stand, fortæller om din datters traumatiske oplevelse med sin far evt. med henblik på samtale med en skolepsykolog. Hvis du ikke er parat til det, tilbyder mange kommuner både e-mailrådgivning eller åben rådgivning et par gange om måneden. Rådgivningen er et tilbud til familier om en uforpligtende samtale om familiens problemer og bekymringer i forhold til deres børn. Rådgivningen er anonym, dvs. familien registreres ikke med navn, CPR-nummer og adresse.

Jeg håber, at ovenstående overvejelser og råd kan bringe dig videre mod en positiv løsning på datters trivsel og den dårlige skolestart.

Med venlig hilsen
Forældrerådgivningen

Senest opdateret den

26. marts 2015

af

mj

Læs også

11.02.11
Uenig i børnehavens vurdering
Om vurdering af skoleparathed
24.06.11
Forlænge tiden i børnehaven?
Om at udsætte skolestart